Den amerikanske forfatter Norman Mailer (1923-2007) debuterede i 1948 med den intet mindre end fremragende WW2 roman, De nøgne og de døde.
Handlingen er kort fortalt, at de amerikanske tropper invaderer en mindre japansk besat ø i Stillehavet, men mens landgangen og de indledende kampe ikke volder amerikanerne meget besvær, går angrebet hurtigt i stå, ikke kun på grund af japanernes modstand, men også på grund af øens ufremkommelighed, med bjerge og tæt, tæt jungle.
En mindre opklaringsenhed sendes rundt om øen på en rekognosceringstur, for at afsøge muligheden for et angreb i ryggen på den japanske frontlinje. Løjtnant Hearn bliver gruppens nye leder, som straf for at han mens han er adjudant for generalen, har et mindre sammenstød med homoerotiske undertoner med denne.
Opklaringsenhedens hidtidige leder, sergent Croft, er dog ikke tilfreds med at blive degraderet til næstkommanderende, og de overlever ikke begge turen.
Romanens helt store greb er dens ti portrætter af otte af opklaringsenhedens medle
mmer plus løjtnant Hearn og general Cummings, hvor deres sociale baggrund og fortid op til krigen beskrives under titlen ‘Tidsmaskinen’ beskrives.
Det andet greb er de rå forhold under felttoget og den indvirkning det får mellem mændene og deres frygt for at dø. Det er voldsomt levende beskrevet og med stor psykologisk indlevelse.
De nøgne og de døde opfatter jeg som en antikrigsroman, med de mange meningsløse dødsfald og forråelsen af soldaterne. Men den er det på en helt anden måde end for eksempel Intet nyt fra Vestfronten af Erich Maria Remarque, der foregår under WW1. Måske fordi 1. Verdenskrig var en meningsløs krig, mens 2. Verdenskrig var en krig mellem demokratierne og fascismen, og derfor jo i princippet var en ‘god’ krig. Hvis man da kan gradbøje krige?
Men altså, under alle omstændigheder: fremragende roman af Norman Mailer.
Norman Mailer: De nøgne og de døde. Gyldendal, 1975 (1948).