Vi er i Rusland før revolutionen. En lille gruppe socialrevolutionære planlægger at dræbe general-guvernøren i et attentat. Vi følger deres forberedelser, de første mislykkedes attentatforsøg og tilbageslag. Gruppen har opløsningstendenser. Van’a har religiøse anfægtelser, Genrih elsker Erna (som er gruppens kemiker, så hun laver bomberne), som er forelsket i George, som elsker Jelena, som ikke er med i gruppen.
George, vores fortæller, er benhård og disciplineret: ”Når jeg tænker på ham [General-guvernøren], føler jeg hverken had eller vrede, men heller ikke medlidenhed. Han er mig ligegyldig. Men jeg vil hans død. Jeg tror på handling, ikke på ord. Jeg vil ikke være slave, og jeg vil ikke, at andre er slaver.” (side 9)
Selvom George er en terrorist på en mission, så føler han kærlighed og har følelser: ”Generalguvernøren er rejst til X. Jeg rejste efter ham: Måske er det lettere at dræbe ham her. Jeg genser med glæde den brede flod og de strålende kupler. Foråret er så smukt her. Det er så uskyldig klart som en sekstenårs pige.” (side 34)
Men George føler til sidst ikke meget for det ideologiske projekt: ”Mit liv er – kamp. Jeg kan ikke lade være at kæmpe. Men hvorfor jeg kæmper og i hvis navn, véd jeg ikke. Det er min vilje, og jeg drikker ublandet vin.” (side 99)
Romanen beskriver altså en gruppe desillusionerede socialrevolutionære, der kæmpede for zar-styrets fald og social retfærdighed igennem terrorhandlinger især mod de ledende folk i styret. Trods den noget dystre baggrund og stemning, er det en virkelig fremragende roman. Det er især hele psykologien i gruppen og hos George der er det centrale.
Forfatteren Boris Savinkov (1879-1925) skrev romanen på egne erfaringer som socialrevolutionær terrorist. Han var med til bl.a. at dræbe Moskvas genralguvernør i et attentat. Siden tabte han troen på sagen og gik over til at bekæmpe bolsjevikkerne. Til sidst emigrerede han.
I 1924 lykkedes det med list en sovjetisk agent at få Savinkov narret tilbage Sovjetunionen, og han blev smidt i fængsel. Her menes han at have begået selvmord i 1925.
Savinkovs bøger har dannet flere litterære forlæg, fx teaterstykket ”The Just Assassins” af Albert Camus.
Boris Savinkov: Den bleggule hest. Hans Reitzels Forlag, 1962 (1909). Oversat af Aage Madelung.