“Dengang jeg var en lille dreng” handler om Erich Kästners (1899-1974) barndom i Dresden som enebarn, med en far der var saddelmager, og en mor der var dels hjemmegående, dels frisør, og om sin familie både i samtiden og tilbage i tiden.
Det var ikke et formuende hjem, men det var der bryske og nærige onkler og tanter der var, og det var heller ikke til hver en tid et harmonisk hjem.
Moren er ind imellem depressiv og selvmordstruet, og forældrene er jævnligt skinsyge på hinanden over deres eneste dreng.
Særligt afsnittet om, hvordan Kästner som barn opdager bøger, kan jeg nikke genkendende til:
“Jeg læste og læste og læste. Intet bogstav kunne vide sig sikker for mig. Jeg læste bøger og hæfter, plakater, firmaskilte, navneskilte, reklamebrochurer, brugsanvisninger og gravskrifter, dyrevennekalenderen, spisekort, mors kogebog, postkorthilsner, Paul Shurigs læretidsskrifter, ‘Brogede blade fra sachsernes land’ og den snaskede avisside, jeg bar tre salathoveder hjem i.”
Kästner slutter sine barndomserindringer med den sommerferie ved Østersøen i 1914, der afbrydes i al hast med 1. Verdenskrig udbrud.
Som altid er Kästner værd at læse.
Erich Kästner: Dengang jeg var en lille dreng. Branner og Koch, 1962. (oversat af Herbert Steinthal).