Per Pettersons roman handler om Audun Sletten der vokser op i Oslo i 1970’erne. Han bor med sin mor og søster. Broren er død i en bilulykke og den voldelige og alkoholiske far har forladt familien (eller den ham?) og vagabonderer nu rundt på landet.

Auduns bedste ven Arvid er politisk aktiv og hejser i solidaritet med Nordvietnam et flag op i skolens flagstang. Audun dropper trods Arvids protester ud af gymnasiet for at blive trykkeriarbejder.

Romanen beskriver hvordan Audun kæmper med sine følelser og med at blive voksen. Ikke mindst bakser han med de familiære traumer. Det bliver heller ikke nemmere, da faren pludselig dukker op igen.

Jeg var ikke ret vild med bogen. Jeg synes der er for meget tell og for lidt show over fortællingen. Jeg synes måske heller ikke det gør noget væsentligt for romanen, at den er henlagt til 70’erne, men det er måske forfatterens egen tid han skriver ud fra?

Det klaustrofobiske og homofobiske maskuline miljø bogen beskriver, kan jeg sagtens huske fra da jeg selv var i teenage årene (dog senere end Audun tidsmæssigt), så der rammer Per Petterson ikke ved siden af.

Måske er det blot det, at hovedpersonen ikke interesserede mig specielt. Tror næsten hellere jeg ville have læst om Arvids forsøg på at blive voksen. Og så, som sagt, at forfatteren overlader for lidt til læseren.

Det gjorde så heller ikke oplevelsen bedre, at oplæseren (for det er lydbogsudgaven af romanen jeg har hørt) var underligt livløs og monoton, med nogle for mig distraherende
tryk på ellers velkendte ord. For eksempel Jack London med tryk på sidste stavelse i London.

Måske skal jeg prøve noget nyere af Petterson, for han har da fået priser og berømmelse siden denne roman? Kan du anbefale noget af ham?

Per Petterson: Det er okay med mig. 1992.