Djævelens penge
I sine to efterkrigsromaner ”Djævelens penge” og “Klitgaard og sønner”, fortæller Hans Kirk om Klitgaard familien og hvordan deres entreprenørvirksomhed bliver til, og hvordan den klarer sig under og efter krigen.

Vi er i det fattige Vestjylland i mellemkrigstiden. Grejs Klitgaard og to svogre er alle bønder, men prøver sammen kræfter med at bygge kystsikringsanlæg for staten. For at kunne overholde terminen, beslutter Grejs at der også skal arbejdes om søndagen, og det lykkes på et hængende hår.

Til gengæld møder søndagsarbejdet hård kritik fra præsten og sognet, og de to svogre trækker sig ud af partnerskabet og nægter at modtage overskuddet af entreprisen; det er jo ”djævelens penge”, da man ikke har respekteret Herrens påbud om at komme hviledagen i hu.

Krig skaber formuer
Da tyskerne invaderer Danmark i 1940, er virksomheden blevet stor og solid, men Grejs er blevet gammel og overlader ledelsen til sønnen Thomas.

Mens den anden søn, Johannes Klitgaard, spekulerer i ejendomme og åger, lykkes det Thomas Klitgaard og svogeren Højesteretssagfører Abildgaard at få andel i store kontrakter med tyskerne, bl.a. om anlæggelse af flyvepladser i Karup og Aalborg. De sikrer sig juridisk og moralsk ved at få skriftlig opbakning fra Ministeren.

Betalingen skaffer tyskerne i den danske Nationalbank. Det er altså de danske skatteydere der betaler gildet.

Firmaet og Thomas Klitgaard klarer efter krigen sort set frisag, på trods af anklager om værnemageri. En ½ million i bøde bliver det til. Thomas får endda Kommandørkorset af Kongen.

De gode græd og de onde lo
Familien Klitgaard opdeles sort/hvidt i gode og onde. Firmaets grundlægger Grejs er god, selvom han er kapitalist; han har altid følt sig tæt knyttet til firmaets arbejdsmænd og har behandlet dem godt. Grejs ender med at blive clearingmyrdet af tyskerne. Forinden er Grejs’ kone, Kjestin, død af skam da hun opdager at sønnen Thomas arbejder for tyskerne. Thomas’ søn Gregers melder sig ud af familien og familiefirmaet af samme grund, bliver kommunist og sabotør og kommer i tysk fængsel. Johannes’ kone Evelyn lader sig skille fra sin ågerkarl af en mand og gifter sig tysk og bosætter sig i DDR.

Thomas arbejder først for tyskerne og siden for amerikanerne (begge dele er værnemageri i Kirks optik), og bliver trods sin moralsk forkastelige optræden en holden og agtet mand i samfundets top. Det samme er hans svoger, Højesteretssagfører Torsten Abildgaard. Johannes Klitgaard driver ågerforretning, boligspekulation og har også gjort forretninger med tyskerne. Han er en mindre fisk end sin bror og ryger i spjældet, men er snart ude og i gang igen.

Propaganda & nøgleroman
Romanerne er delvis nøgleromaner. En lang række historiske personer nævnes ved deres rigtige navn (fx Stauning, Hartvig Frisch, Werner Best, Thune Jacobsen osv.), mens andre nævnes med opfundne navne. Så kan man sidde og gætte med (Jensen-Skrævs gætter jeg på er Broby Johansen og Ministeren Hakon B. Møller må være Gunnar Larsen).

Modsat Kirks mere berømte romaner med ”Fiskerne” i spidsen, er disse to romaner rent propagandistiske. Formålet er via romanformen at skrive besættelsestidens historie ud fra en kommunistisk optik. Dvs. hylde DKP og dets ledende mænd (Aksel Larsen, Børge Houmann, Martin Jensen og Alfred Jensen), alle der holdt moralsk stand mod besættelsesmagten og USSR i deres store kamp mod Nazi-Tyskland.

Samtidig afslører alle der lod sig korrumpere. Dvs. de 4 gamle partier men især Socialdemokratiet, værnemagerne, embedsfolkene, dommerne og politiet osv. osv.

Bidsk satire
Kirk’s satire er virkelig morsom på den knastørre måde, og når propagandaen (den del der ikke roser Aksel Larsen og Stalin til skyerne) glider ned skyldes det ikke mindst, at Kirk jo har ret i en del af kritikken: socialdemokraterne og de øvrige partier lod jo DKP’s medlemmer af Folketinget fængsle uden deres immunitet blev ophævet; politi og retsvæsen bistod ivrigt tyskerne med at arresterer kommunisterne; en del af de store i erhvervslivet tjente tykt på krigen i tyskernes tjeneste osv. osv.

Så altså: et par anderledes vittige og satiriske Kirk-romaner, drevet af en indigneret og harmedirrende pen og med en blodtørstig lyst til at udstille alle de feje mennesker, der kun tænkte på sig selv i nødens stund.

De to romaner blev i øvrigt bragt som føljeton i kommunisternes avis, Land og Folk, før de blev trykt i bogform.

“Djævelens penge” har jeg i to udgaver. Den ene i en førsteudgave fra Forlaget Tiden, som jeg fandt her for nylig, med tegninger af Herluf Bidstrup.

De nyere udgaver har forsidetegninger af Hans Scherfig.

Hans Kirk: Djævelens penge. Vintens Stjernebøger, 1972 (1952)
Hans Kirk: Klitgaard og sønner. Vintens Stjernebøger, 1969 (1952)