Hvis du elsker at deducere med, når Barneby og miss Marple skal opklare forbrydelser, så er dommer Di serien lige noget for dig.
Den hollandske diplomat og orientalist, Robert Van Gulik (1910-1967) brugte en historisk person, der levede i Kina fra 630-700 e.kr, som forlæg til sin hovedperson, dommer Di, der sammen med sin assistent, den tidligere landevejsrøver, Chiao Tai, opklarer forbrydelser og fanger mordere.En bevægelse, en mine, en lille bloddråbe på en pande, en fortalelse, intet forbigår dommer Dis årvågne øje, og forbryderne ender hver gang med at afsløre sig selv.
I Lakskærmen, er dommer Di og Chiao Tai på rejse i Wei-ping, og må akut springe til for at undersøge mordet på den lokale dommerkollega Tengs kone, Sølvlotus.
Sagen er indviklet, og dommer Di og Chiao Tai må undervejs gå undercover i det lokale forbrydermiljø. Det bliver både farligt og spændende, mens sporene lægges frem undervejs.
Den er egentlig ikke min kop te, denne subgenre af kriminalromanen. Absurd nok, når jeg tænker på hvor mange timer jeg har tilbragt foran tv’et med miss Marple, Barneby, Dr. Quincy, Hercules Poirot og alle de andre overjordiske detektiver.
Men er du til genren, så læs dommer Di serien. Den er velskrevet og med en sikker hånd om plottet.