Det var tidligt, den engelske digter og forfatter Robert Graves (1895 – 1985) skrev sine erindringer og sagde farvel til alt det. Allerede i 1929 i en alder af 34 udgav han Goodbye To All That. Ikke at der manglede noget at skrive om, for det var dramatiske tider.
Som gangske ung bliver Robert Graves sendt på kostskole, og det bliver ikke nogen rar oplevelse: rene drengeskoler hvor hårdhændet mobning stod på dagligt, både blandt eleverne og lærerne overfor eleverne, fysisk afstraffelse, ensomhed og mangel på omsorg.
Det er en verden man næppe kan forestille sig, og det er hjerteskærende at læse Graves’ åbenhjertige optegnelser. Ikke så sært at det skolesystem har skabt så mange referencer og beskrivelser på skrift og på film. Han flytter skole et par gange, men systemet er det samme, og forældrene svigter groft trods flere råb på hjælp.
Også på en anden måde er han åbenhjertig, nemlig med den udbredte homoseksualitet på skolerne. Åbenhjertig fordi vi er tilbage i 1929, hvor homoseksualitet mig bekendt var forbudt ved lov i England. Åbenhjertig fordi han beskriver sin egen forelskelse i en skolekammerat, et forhold der varer ved til et stykke ind i krigen.
Robert Graves bliver færdig med skolen netop som 1. Verdenskrig bryder ud i 1914, og han melder sig stort set straks frivilligt. Til dels for at følge en mangeårig familietradition.
Herefter følger hans fortælling om krigsårene ved fronten og bag fronten, hårdt såret og hospitalstiden (han var tæt på døden under slaget ved Somme i november 1916), det første af tre ægteskaber, venskaberne med to andre engelske digtere, Wilfred Owen og især Siegfried Sasoon.
Både Graves og Sasoon veksler mellem heltedåd og afgrundsdyb pessimisme over krigen og landets ledere. De skriver digte og indlæg i pacifistiske blade, og er i det hele taget ved at gå til både i det fysiske helvede ved fronten og oppe i hovedet.
Efter krigen underviser han blandt andet i Oxford og Cairo, gifter sig igen, denne gang med den amerikanske digter Laura Riding og flytter til Mallorca.
Herhjemme er Robert Graves nok bedst kendt for at dramatiseringen af den romerske kejser Claudius’ liv i romanen Jeg, Claudius, der senere blev til en engelsk tv-serie i 70’erne.
Robert Graves’ erindringer er aldeles fremragende læsning, ikke kun på grund af hans åbenhjertighed, men også på grund af hans ligefremme og lakoniske stil, hans intellekt, tørre humor og evne til at beskrive sine oplevelser. Og hvilke dramatiske oplevelser.
I jubilæumsåret for udbruddet af 1. Verdenskrig, er Goodbye To All That helt nødvendig læsning.
Robert Graves: Goodbye To All That. The Folio Society, 1981 (1929).