Tarjei Vesaas: Fuglene. Steen Hasselbalchs Forlag, 1968 (1957). Oversat af Torben Brostrøm
Det var en god varm juniaften, og bygningens gamle træværk lugtede dovent efter dagens sol.
Jeg har histen og pisten – uden at jeg kan huske præcis hvor – hørt Tarjei Vesaas navn nævnt – uden dog at være klar over hvordan navnet præcis udtales – som en forfatter man bør nævne – uden at huske præcis hvorfor.
Fuglene foregår i Norge ude på landet nær skoven i en, bortset fra bilerne på hovedveje, næsten umekaniseret fortid (romanen er udgivet i 1957). Tossen Mattis bor sammen med sin søster Hege, der strikker og strikker for at skaffe dem penge og mad.
Jævnligt sender Hege Mattis ud for at dageleje for de lokale bønder, men Mattis har svært ved at samle sig om at hakke roer, og helt galt bliver det, hvis det lyner og tordner; så må han løbe hjem til Hege.
Mattis begynder som færgemand hvor der ingen rejsende er, men det gør ham godt at være til nytte. Hans første og eneste passager er skovhuggeren Jørgen, som får husly hos dem og snart får et godt øje til Hege. Interessen er gengældt.
Fuglene er en stærk roman om en landsbytosse, der har dårlig samvittighed over ikke at være til nytte, og som lever i konstant frygt for at blive forladt af sin søster. Vesaas er fantastisk til at føre os ind i Mattis’ tilbagestående tankeverden, og de to søskendes famlen efter at forstå hinandens håb og frygt.
Det lykkedes dem langt fra og det ender naturligvis helt galt. Det er en meget sørgmodig og ulykkelig, men også utrolig smuk roman. Den handler om generøsitet, og om at lytte til og prøve at forstå den, der slet ikke er som en selv.