Er der nogen større glæde, end glæden ved andres glæde? Lyttere og siden læsere fik mulighed for at glæde sig over forfattere, der glæder sig ved…noget. 24 essays først oplæst i radioen og siden udgivet i bogform.
Ib Michael fortæller om sin glæde ved den ordløse aktivitet at dykke, Marianne Larsen om glæden ved strandkanter, som er en del af danskernes sjæl og et sted, man ikke kan ræse forbi i sportsvogn, og Erik Stinus om glæden ved at bygge luftkasteller. Det ligner næsten en civilisationskritik, en længsel efter IKKE at være menneske, for tale, fart og realistiske planer er dog en del af vores dna. Men det at længes efter at være noget andet, er måske også.
Storbyglæder
Peter Poulsen glædes ved den lille hjørnekøbmand, der hentede varerne frem og gav kunderne kredit – en forlængst uddød race, og Leif Hjernøe ved den parisiske metro, dens papirbilletter og dens mangfoldige storbyliv. Erik Thygesen skriver om glæden ved Ørstedsparken og det åbne/fordækte, sunde/usunde liv, der er i parken døgnet rundt. Selv når civilbetjente kommer styrtende om natten og ikke ved, om de skal tæve bøsserne eller bøssehaderne. Storbyglæder som ikke længere eksisterer eller storbyglæder, man kan have sit eget syn på parallelt med mange andre, der har deres syn og deres glæde.
Prisen for at proppe flest genrer ind i sit glædesessay, går til Sten Kaalø i “Glæden ved kartoflen”, et leksikalt opslag der bliver til digt der bliver til erindringer der bliver til kunsthistorie der bliver til et nyt digt der bliver til erotik der bliver til…
Klunserglæde
Bedst genkender jeg nok selv Niels Havs klunserglæde. Han ryger cigaretter og kigger ned på gaden på containeren, der langsomt fyldes op med ting fra dødboet fra en af de andre lejligheder. Gående kaster blikke i containeren, kravler rundt i containeren, fjerner brugbare genstande fra containeren. Dødsboet splittes op, noget ryger på forbrændingen og noget får nyt hjem. Han klunser selv en telefon (af mærket Tesla!) og private breve.
Klunserglæden kender jeg fra min tid i København, hvor vi ikke kunne passere forbi en container, uanset hvor høj den var, uden lige at tjekke den for gode genstande, der kunne sælges eller et par sjældne bøger, der kunne tages med hjem. Fyldte det meget, vidste vi hvor vi kunne låne en trækvogn.
Private breve var også gode at få fat i. Ikke postkort med deres standartsætninger. Så kunne man tyde poststemplet og datoen og skråskriften og læse om en, der skrev noget privat til en anden, og få et lille indblik i en svunden tid for helt ukendte mennesker.
Det var ofte mere lønsomt at containerklunse i forstæderne, men det var samtidig som om det var lidt mere suspekt dér, mens man på brokvartererne helt åbenlyst kunne gå larmende til værks. Ingen gjorde indsigelser, alle klunsede med.
Egen glæde
Er der nogen større glæde, end glæden ved andres glæde? Jeg mærker og fornemmer glæden ved potteplanter eller ornitologi eller at lede efter forstenede søpindsvin, men jeg genkender det ikke, og slet ikke glæden ved at spille Bach eller at lægge drømmen om at skrive sin generations generationsroman på hylden.
Jeg genkender glæden ved at drikke vin, metrokørsel, kaffe, luftkasteller, forandring og storbylivet i parkerne og bohave i containere.
Er der nogen større glæde, end glæden ved andres glæde? Det skulle da lige være, når man genkender sin egen glæde i deres glæde.
Jørgen Johansen (red.): Glæden ved…24 essays af danske forfattere. DR, 1993
Morten Hjerl-Hansen
Hej, jeg hedder Morten og vil blot sige tak for et smukt indlæg. Har en lille tilføjelse. Glæden ved Bavh, undskyld Bach, kan opøves eller trænes, afhængig af hvilket ord man synes bedst om, men første skridt på vejen er dirigenten Harnoncourts version af Brandenburgkoncerterne. Ikke fordi jeg er ekspert eller no’et.
admin
Tusind tak, Morten. Det var pænt af dig at sige det. Angående Bach: jeg kan sagtens lytte til Bach, også med stor fornøjelse, men spille ham, dér er jeg lidt udfordret 🙂
Morten Hjerl-Hansen
Selv tak. Der skulle ellers være rige muligheder for at spille Bach nu hvor det snart er fastelavn.