En god måde at få råd til nye (gamle) bøger, er at sælge ud af bogsamlingen. Og hånden på hjertet: jeg har bøger, jeg godt kan undvære. Pyha. Den linje var svær at skrive.

Men anyways, nu skulle det være! Og hvilken bedre lejlighed kunne vi finde, end det årlige bogloppemarked på Hald Hovedgård ved Viborg? Fruen og jeg begav os afsted, trods en halvtruende vejrudsigt, med bilen fyldt med brugte bøger.

Foto: Pia Daugaard

Desværre var bogloppemarkedet ikke et tilløbsstykke. Der var 9-10 sælgere og mindre end 100 købere i løbet af dagen.

Men omgivelserne ved Hald Hovedgaard og selve bygningerne er virkelig smukke, og der var digtoplæsning med saxofonledsagelse med Kenneth Krabat og Ole Bundgaard i ret cool stil.

Og så var det skægt at møde de andre sælgere, en meget blandet flok. Vores ene nabo solgte bøger fra dødsboer til fem kroner stykket, vores anden nabo var professionel boghøker fra Jelling, men solgte også sine bøger til fem kroner stykket. Genboen var en privat samler med bøger fra eget bibliotek, nok det flotteste (og dyreste) udvalg, og genboens nabo havde en trailerfuld bøger man kunne købe med selvbetjening.

 

Foto: Pia Daugaard

Jeg tror vi kommer igen til næste år, og håber på bedre vejr og selskab af flere bogstavsamlere.

Nå, ja, og så endte jeg med at sælge for 297 kroner!

Tak til Hald Hovedgård for at arrangere.

 

Foto: Pia Daugaard
Foto: Pia Daugaard