Nawal El Saadawis ”Imamens fald” er ikke svær at læse, men handlingen er lettere diffus. Det er en roman der cirkler om de samme få fortællinger/handlinger, som gentages flere gange. Det bliver den ikke kedelig af. Alligevel er historien også lineær. Den leder frem til Imamens død og Bint Aallahs henrettelse.
Vi er i et unavngivet land i mellemøsten. Den kunne være Ægypten. Vi præsenteres for magtstrukturens personer: Imamen øverst, derunder de fire grundpiller, hans styre hviler på: ”Hans liv var i Sikkerhedschefens hænder, finansernes i Skatmesterens, demokratiet i hænderne på Lederen af Den Lovlige Opposition og kulturarven på Den Store Digter.” (side 119).
Imamen udøver sin magt som repræsentant for Gud brutalt og ubønhørligt. Han straffer og han tager det han begærer. Han dræber sine elskerinder efter at have ligget med dem bare en nat, som i Tusind og en nats eventyr. I det hele taget trækkes der på arabisk kultur, muslimsk og kristent tankegods og fortællinger.
Det handler om kærlighed, og det handler om undertrykkelse og demokrati, om kvindefrigørelse. Kapitlerne har forskellige fortællere. Ikke kun Imamen og hans grundpiller, men også kvinderne.
Ja, det blev vist lettere usammenhængene, jeg beklager. Jeg har det lidt, som efter jeg læste Orhan Pamuks ”Sne”: lettere forvirret over hvad jeg har læst, men virkelig betaget af sproget og måden at fortælle på. Så, altså: jeg anbefaler denne roman på det varmeste 🙂
Romanen er fuld af citatbare sætninger:
”Min mor plejede at sige:
”Hvad angår mænd, min søn, så er vi kvinder enten den ærede, men ikke begærede hustru, eller den begærede, men ikke ærbare elskerinde.” (side 131-2)
”Den, der bringer noget ind i vores univers, som ikke allerede findes i vores traditioner, laver optøjer, og optøjer er en alvorligere forbrydelse end drab.” (side 137)
”En piges synd vejer dobbelt så tungt som en drengs, mens en pige i alle forhold kun har halvt så mange rettigheder som en dreng.” (side 137)
El Saadawi er en spændende ægyptisk forfatterinde, som har været engageret i kvindesagen i mange år, og som har døjet med berufsverbot og censur i den anledning. Jeg har tidligere læst den noget mere konkrete kvindesagsroman ”Firdaus. En stemme i helvede”, som også er fremragende.
Læs mere hos Wikipedia eller på Saadawis egen hjemmeside her.
Apropos censur, så nævnes det i oversætterens forord, at man i mellemøsten populært siger, at bøger skrives i Ægypten, trykkes i Libanon, og læses i Irak 🙂
Nawal El Saadawi: Imamens fald. Rosinante, 1992 (1988). Oversat af Anne Stadil.