I Henning Mankell’s ’Inden frosten’ er det ikke Kurt Wallander, men datteren Linda Wallender der er bogens hovedperson.
Linda har skippet ideen om at blive møbelpolstrer, hun vil være politibetjent som farmand. Linda har gennemgået første del af politiuddannelsen i Stockholm, og skal om 2 måneder starte som politiaspirant på politistationen i Ystad, hvor faren er kriminalkommissær.
Imens hun venter på at starte i jobbet og på sin egen lejlighed, er hun flyttet ind hos faren. Igen. Og de går hinanden på nerverne!
Kurt Wallander efterforsker nogle makabre ildspåsættelser af dyr og snart et makabert mord på en ældre kvindelige forsker, og Linda genoptager forbindelsen til sin gamle veninde Anna. Denne forsvinder dog pludseligt uden anledning, og Linda starter sin egen private efterforskning.
Linda finder mange mystiske spor, og da hun kommer for tæt på, bliver hun endda overfaldet og truet til at holde snotten langt væk. Men det lykkes ikke Linda at overbevise sin far om at der ligger noget kriminelt bag Annas forsvinden, og hun må forsætte sin farefulde, private efterforskning.
Det skal snart vise sig, at de sager far og datter arbejder på, er forbundne med hinanden, og flasken peger mod en kristen sekt.
Man er aldrig i tvivl om hvem der er skurkene og om plottet, godt hjulpet på vej af afsnit med hovedskurkens indre monolog der er spredt drypvist hen langs handlingen.
Spændingen ligger i første omgang i at Linda (og læseren) er i besiddelse af oplysninger som tydeligvis gør Annas forsvinden til en sag for politiet, og som man hurtigt er klar over har forbindelse til de sager Kurt Wallander arbejder med, men han vil bare ikke se det. Så der er kun en vej: Linda må under fare for sig selv skaffe flere og mere håndfaste beviser, der skal overbevise faren.
I anden omgang består spændingen i, om det skal lykkes at afværge yderligere forbrydelser, og at nogen kommer til skade. Og det er spændende.
Bogen handler også om Lindas voksende forståelse af og forhold til sin far. Også dette er spændende, man får sympati og ejerskab i de to lige stædige og forknytte hovedpersoner.
Skal jeg gøre indsigelser, er det dels dialogerne. De er ind imellem temmelig urealistiske. Næsten som replikker fremsagt af skuespillere på en teaterscene, poetiske og fraværende. Ikke fordi alt skal være realistisk bare fordi det er en kriminalroman, men det stikker sært ud.
En anden er påfundet med den kvindelige forsker der skal slås ihjel. Scenen er denne: vi har en skurk, der har indrettet sig i en perfekt camoufleret hule i en skov. Nogen skal opdage denne hule, og blive slået ihjel på bestialsk vis. Hvem kan vi bruge til det? Jo, en ældre forsker, der tøffer rundt i skovene for at finde gamle, glemte svenske skovstier.
Det plejer at være børn eller kondiløbere der spiller rollen, og lidt variation skader ikke, men jeg synes påfundet er tyndt.
Ellers er jeg som sædvanligt godt underholdt i selskab med Wallander, både far og datter.
Henning Mankell: Inden frosten. Gyldendal Paperback, 2004.