Markus er fisker og fattig som en kirkerotte, men hvad gør det? Ordentlighed, nøjsomhed og flid er livets sande værdier, og lykken kommer indefra.

Han bor for sig selv i et lille hus, er tilfreds når han har held på havet og kan sælge sin fangst. Alligevel drømmer han om en lille have med blommetræ, rabarber og salvie, og han begynder at samle sten til en mur, og derefter skal han finde jord, han kan fylde i bag muren.

Alene i verden

Det er et frygteligt mas for Markus ene mand, og netop som haven er færdig, bliver han forkølet, og feberen bliver til tæring. Han har møje med fiskeriet og tjener få penge, maden og tøjet er derefter, og hosten tager til.

Han beder den rige fisker Kristian om et lån, men han siger nej. Kristen er ikke noget godt menneske, hverken mod Markus, som han mobber eller mod andre, til Markus’ forundring.

Kristen som kunde skapt glede omkring sig fordi han hadde midlene til det, Kristen som kunde ha lettet byrden for så mang en stakkar omkring – Kristen har bare skapt kulde og tyngsel og stått i veien og voldt fortræd…

Marie og andre naboer passer Markus på sygelejet, mens Markus tillidsfuld og med mild undren venter på at skulle møde sin skaber.

Herre, tenkte Markus med sig selv, jeg syntes først at det var litt for tidligt, at du kunde ha spart mig en stund. Men nu forstår jeg dit vise råd, nu forstår jeg det var på tiden, og takker dig forat du kom mig ihu.

Kilden

Gabriel Scotts roman fra 1918 er hård kost for et moderne menneske. Markus savner fuldstændig evnen til at blive vred og har ikke en dråbe revolutionær kraft i sig. Alle ulykker vender han til noget positivt, selv om de ikke er det. Men om ikke andet viser romanen med al tydelighed, hvorfor mennesker bør forbedre deres vilkår i fællesskab.

 

Gabriel Scott

Gabriel Scott (1874-1958) var en af Sørlandets digtere, og Kilden hans måske kendteste roman. Romanens styrke er naturbeskrivelserne og Markus tankeverden, mens der trods temaer som sult, sygdom og død er sparet på den ydre handling.

Jeg har en anden roman af Scott, og hvis bagsideteksten er sand, blev han først oversat til dansk i 1944.

Første danske oversættelse af Gabriel Scott

Gabriel Scott: Kilden eller Brevet om fiskeren Markus. Forlaget Aschehoug & Co., Oslo 1990 (1918).