Den ukrainsk-hviderussiske journalist og forfatter Svetlana Aleksijevitj fik Nobelprisen i litteratur i 2015.
I bogen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, beskriver hun gennem interviews med kvindelige veteraner fra 2. Verdenskrig, kvindernes deltagelse og vilkår under krigen.
Det er ikke ofte beskrevet, kvindernes deltagelse i krigen, som piloter, læger, kokke, infanterister og så videre. Det er heller ikke beskrevet, hvor meget kvinderne må kæmpe for at få lov til at deltage i krigen, og på lige fod med mændene, og hvor meget de blev udstødt og stigmatiseret af det civile samfund efter krigen.
…krigen er, nu som før, fortsat en af menneskehedens store gåder. Intet er forandret. Jeg forsøger at formindske den store historie til menneskestørrelse, for at nærme mig en forståelse af krigen. (Side 176)
Det er en voldsom og meget barsk bog i en grad der dårligt kan beskrives, men skal læses. Nogle gange meget følsom, på den lakoniske måde, midt i det barske ragnarok:
Der var en pige fra Moskva, Natasjka Zjilina, hun fik tapperhedsmedalje og oven i det nogle dages orlov. Da hun kom tilbage igen, brugte vi lang tid på at lugte til hende. Vi stillede os bogstaveligt talt i kø for at få lov til at lugte til hende, for hun lugtede af derhjemme. Så stor var vores hjemve… (Side 129)
Når vi soldater tog et hvil, kunne vi være tre om at dele en hjemmerullet cigaret. Mens den første røg, sov nummer to og tre. De snorkede endda… (Side 156)
Kvinderne dør, føder børn, har menstruation, slår ihjel, såres, skræller kartofler og reparerer flyvemaskiner, og alt det andet, man gør i en krig.
Det er – jeg gentager det – en utrolig barsk bog at komme igennem. Men vi kan næsten ikke tillade os at lade være med at læse bogen, nu disse kvinder endelig får stemme.
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Forlaget Palomar, 2015 (2013).