Smukke Firenze
Selvom jeg har været i Firenze, er mit kendskab til renæssance kunstneren Michelangelo (1475 – 1564) aldeles minimalt. Jeg var der på min bryllupsrejse, og det kunne Uffizierne ikke rigtig konkurrerer med. Det må blive næste gang 🙂

Men forleden faldt jeg over Romain Rollands Michelangelo biografi, og så måtte jeg straks slå til. For renæssancen er jo den moderne, civiliserede verdens fødsel…hvis vi se bort fra grækerne og romerne…nå, ja: I ved hvad jeg mener.

Geografisk centrum i renæssancen var Firenze, og her blev Michelangelo født. Som ung knægt valgte han kunsten som sin levevej, trods sin faders indædte modstand. Den magtfulde Medici-klan understøttede ham i hans uddannelse og bekostede mange af hans værker, også når Medici’erne blev valgt som paver i Rom.

Stress på arbejdspladsen
Det her var længe før Italien blev et samlet land. Byer, områder og lande lå ofte i krig med hinanden, af den ene eller den anden grund. Og kunstnere havde formuende arbejdsgivere. Dvs. kirken.

Men opfyldte man ikke kontrakten eller lavede man et usømmeligt værk, kunne man hurtigt få en inkvisition eller en pavelig hær i røven, og flugt til Venedig eller Frankrig kunne synes en og anden billedhugger en oplagt mulighed. Således også Michelangelo.

Og Michelangelo havde problemer med at levere varen. Opgaverne var ofte voluminøse (det var trods alt paver, konger og generaler der var arbejdsgiverne, og de var ikke vant til at tænke småt. Slet ikke når det galt kunst der skulle bestå i generationer), teknikken haltede og meget kunne ikke overlades til småkorrupte og dovne hjælpere.

Det sixtinske kapel
De fleste ved, at Michelangelo var manden bag freskoerne i loftet i det sixtinske kapel, men kender vi alle historien bag? Jeg gjorde ikke, før jeg læste denne bog.

Michelangelo havde to konkurrenter, der bejlede til de samme opgaver. Det var de to arkitekter og malere Bramante og Raphael (se billede af Bramante her til højre. Han ser ikke rar ud). De to overtalte Pave Julius II til at give Michelangelo opgaven med freskoerne, og eftersom Michelangelo ikke mestrede freskoteknikken, håbede de at han ville fucke det up og påkalde sig Pavens vrede og falde i unåde.

Paven wouldn’t take no for an answer, så Michelangelo måtte gå i gang. Og han mødte kun modgang. Det vakkelvorne stillads (som Bramante havde stået for) måtte rives ned og bygges op igen; hjælperne var uduelige; da han var færdig med ”Syndfloden”, begyndte det at mugne osv. osv.

Men Bramante og Raphaels plan gik som bekendt i vasken. Michelangelo skabte fra 1508-12 et af de smukkeste og legendariske kunstværker verden har set.


Familien
Michelangelos mor døde da han var syv og siden boede han først hos en stenhuggerfamilie, siden hos Firenzes de facto regent Lorenzo de Medici.

Siden forsørgede han sin familie, og de udviste til gengæld en uforskammet utaknemmelighed. Gentagen gange skrev faderen og brødrene og klagede over at Michelangelos (påståede) nærighed. Det skulle blive et livslangt åg, han måtte bære.

Kærligheden
Michelangelo blev aldrig gift og fik børn. Men han elskede til sin død Tommaso dei Cavalieri og det var gengældt. Han skrev talrige sonetter om sin kærlighed til ham. Sent i livet mødte han også enken Vittoria Colonna, og de elskede også hinanden.

Forholdene var formodentlig platoniske, eller ikke fysiske, men det diskuterer de kloge stadig. Rolland kalder forholdene ”sykelige venskaper – fortvilede forsøk paa at benegte sit livs tomhet og paa at skape den kjærlighet han hungret efter”. (side 133)

Michelangelo kendte i øvrigt Leonardo da Vinci og var en stor kender af Dante.

Evaluering
Selvom Romain Rollands biografi er over 100 år gammel, fortæller den lyslevende og spændende som en roman om Michelangelos liv. Han er sympatisk indstillet over for den biograferede, men ingenlunde ukritisk.

Bogen er fyldt med uddybende noter med kilder, citater og uddybning. Noterne optræder ikke bagerst i bogen, men nederst på siden, og pga deres omfangsrighed, fylder de ofte mere end halvdelen af en side. Sådan ville man nok ikke gøre i dag, men det fungerer.

Altså: en gammel svend af en biografi, men absolut i topklasse. Hermed anbefalet.

Iøvrigt: da jeg kiggede mine fotos igennem fra Firenze, fandt jeg (se foto her til højre) en tavle fra 1911: Romain Rolland havde boet her. Godt nok 4 år efter bogens udgivelse, men alligevel. Det er da sjovt 🙂

Romain Rolland: Michel Angelo. Aschehoug & Co, 1917 (1907). Oversat af Constance Wiel Schram.