Nansen og Johansen

Hjalmar Johansen er opvokset som søn af en skovhugger og en mor, der dør tidligt. Johansen er en blændende langrendsløber, skiene sidder som var han født med dem. Johansen har også boglige evner, så han får sin studentereksamen, siden kommer han i miltæret.

Johansen drømmer om at udrette noget stort, men han er ikke skabt til at lede. Det er Nansen derimod, og da Johansen hører om Nansens polarfærd, vil han med. Det lykkes ham til sidst at få en plads på skibet, ikke helt i den rolle han havde drømt om, men han er med, og det er vigtigst.

Fram er et specialbygget skib, der kan ride oven på isflagerne og lade sig føre med strømmen, men turen går langsomt, alt for langsomt. Nansen er blevet opmærksom på Johansen, på grund af endnu en færdighed: han skyder fremragende. Så da Nansen beslutter at han må tage resten af turen med hundeslæde, vælger han Johansen til makker, og Johansen er lykkelig.

Det er ikke en hemmelighed, at Nansen og Johansen ikke når Nordpolen. De må vende om og bliver med nød og næppe reddet fra sultedøden, da et redningshold når frem til dem. Hvad der måske derimod har været en hemmelighed i alle årene, er at Nansen og Johansen har et erotisk forhold, altså med hinanden, under slæderejsen. Det har de i hvert fald her i Rifbjergs udlægning i romanen Nansen og Johansen.

Jeg har ikke læst fiktion af Klaus Rifbjerg i mange år, og har længe haft ham på min To Be Read liste. Denne korte roman er et udmærket sted at starte. Den er helt elementært spændende fortalt, psykologien mellem hovedpersonerne og deres karakterer er helt overbevisende. Og så skriver han bare et smukt dansk. Jeg har sagt det før, men det er altså sandt.

Klaus Rifbjerg: Nansen og Johansen. Et vintereventyr. Gyldendal, 2002.