I Elias Canettis tredje og sidste bind erindringer, er vi stadig i Wien og vi kan følge med i hans første spæde skridt til forfattergerningen. Elias skriver skuespil og romaner, og han læser dem op for rigtige levende mennesker i saloner og stuer endnu inden en forlægger er fundet til dem.
Og det er ikke hvem som helst der sidder og lytter, tidens store forfattere er blandt publikum, for eksempel James Joyce, Hermann Broch, Robert Musil og Franz Werfel. Sidstnævnte udvandrer i arrigskab, og danske Karin Michaëlis skælder ham ud og anklager ham for umenneskelighed. Og da Robert Musil udtaler sig positivt efter en oplæsning, fortæller Canetti ham, at også Joyce har udtalt sig venligt efter en oplæsning. Musil bliver fornærmet over at blive revet denne konkurrent i næsen, og taler aldrig mere med Canetti. (Musil er agonist, som Canetti beskriver ham, altså altid kamplysten og klar til dyst).
Elias er blevet forelsket i Anna Mahler, som er billedhugger (datter af Alma Mahler-Werfel, Wiens kunstmiljøs kontrollerende og toneangivende førstedame), men hun giver ham løbepas, og Elias gifter sig med Veza i 1934, uden at han siger det til sin mor. Da moren, som stadig bor i Paris, opdager det, slår hun hånden af ham, og de mødes ikke igen før hun ligger på dødslejet.
Og med morens begravelse på Père Lachaise kirkegården i Paris i 1937, ender rejsen med Canettis erindringstrilogi. Og det har virkelig været en kæmpe oplevelse. Til tider indforstået, men altid levende, følsom og hudløst ærlig. Og de mange portrætter af tidens store personligheder er indgående og nærmest geniale med Canettis imponerende evne til at se både detaljer og det centrale i en person.
Læs Canetti!
Omtale af bind 1 HER.
Omtale af bind 2 HER.
Elias Canetti: Øjenspillet. Livshistorie 1931 – 37. Gyldendal, 1988 (1985). Oversat af Karsten Sand Iversen.
Geir Isaxen
Meget bra !
Linse Daugaard
Tak til dig, Geir. Det var din entusiastiske anbefaling der fik mig igang 🙂
Linse Daugaard
Tak til dig, Geir. Det var din entusiastiske anbefaling der fik mig igang 🙂