Vi udsætter lige Jünger og Ildfisken en blogpost mere, og går til Omar Cabezas (f.1950), der er nicaraguansk forfatter og revolutionær, og ’Bjergene er mere end en umådelig stor grøn slette’ er hans erindringer fra årene 1968-75. Somoza familien har siddet på magten i Nicaragua i over fire årtier, et blodigt og undertrykkende diktatur som favoriserer godsejerne. Men oprøret ulmer.

Omar er revolutionær studenteraktivist på Universitet i Leon, og støtter sandinisterne. Siden rykker han ud i forstaden Subtiava. Han er en fantasifuld og ihærdig organisator. Han organiserer demonstrationer, undervisning og forsøger at vække befolkningen politisk og til at deltage praktisk i revolutionen.

Siden bliver han illegal og sendes op i bjergene til guerillaen. Det bliver en hård prøvelse for byboen Omar. Landskabet er barskt og farligt, sult og sygdomme plager ham. For ikke at tale om Somozas Nationalgarde.

Guerillalivet er som sagt hårdt. En lille gruppe mænd, der forsøger at klare sig selv med mad og varme. Mændene giver deres rifler kælenavne, mens de forsøger at undgå moskitoerne. Omar er ensom. Han savner sin gravide kone, han savner byens lyde og komfort, lugte og menneskemylder. Og han bærer ensomt på en hemmelighed:

’Jeg gik i mudderet, fuldstændig tilsølet, jeg var oversmurt med mudder, sked i mudder, græd i mudder, satte fødderne ned i mudder, fik hovedet ned i mudder. Jeg fik mudder over hele kroppen, selv på pikken fik jeg mudder. Men jeg havde noget med mig op i bjergene, som jeg ikke fortalte om til nogen, som ingen vidste. Jeg tror kun jeg tilstod det over for en kammerat en gang, vi havde drukket, men det var først i 1978. Jeg gik altså med en velbevaret hemmelighed, som jeg holdt fast på i fire år, og det var, at jeg ønskede at leve. For da jeg gik op i bjergene, havde jeg i de knyttede næver en håndfuld illusioner, jeg aldrig gav slip på, som jeg aldrig lod blive snavsede, og som jeg aldrig mistede. Og selv om jeg sank i til halsen i mudder, stak jeg hånden i vejret, og dér havde jeg min håndfuld illusioner.’ (side 137-8)

Efter et år i bjergene, bliver Omar sendt ned i lavlandet igen, for her at organiserer modstanden blandt bønderne. Det er nemlig organiseringen der er hans store styrke. Det er også her han modtager et ’Dear John’ brev fra sin kone. Hun har fundet en anden.

Det er en nøgtern og smuk bog, poetisk til tider, og en idealistisk bog. Det eneste der irriterede mig, var hans mani med at gentage sig selv. Han gør det nærmest til en stil. Fx:

’Vi drog af sted mod bjergenes hjerte, der lå ca. 15 dages march derfra. Jeg tror, vi marcherede 15 dage, inden vi nåede frem til lejren. Selvfølgelig marcherede vi både tværs gennem bjergene og ad bjergstier… Det var vores første store march. For tidligere havde vi marcheret en nat eller to, eller en dag… Nu begyndte vi at marchere 15 dage uden at støde på huse (…).’ (side 88)

Nu er alle vist med på hvor lang den march er!

Det lykkedes i øvrigt Omar og hans kammerater at vælte diktaturet i 1979. Ronald Reagan beordrede derefter CIA til at bekæmpe det nye styre med alle midler, men det er en anden historie.

Omar Cabezas: Bjergene er mere end en umådelig stor grøn slette. Socialistisk bogklub/Forlaget Klim, 1984 (1982). Oversat af Jørn Wiese.