Vi er nået til andet bind i Adrien Zograffis beretning, med titlen ’Onkel Anghel.’ Adrien er lige vendt hjem til Rumænien fra Ægypten (og vi er stadig tidsmæssigt omkring første halvdel af 1800-tallet), hvor vi efterlod ham i sidste bind, og nu får vi historier fra Adriens mor, Zoïtas, familie.

I kapitel 1 og 2 får vi historien om onkel Anghel, Adriens onkel. Onkel Anghel er en sjældent ærlig, anset og hæderlig mand, der forelsket gifter sig med en smuk kvinde, får smukke børn og har held og fremgang i pengesagerne. Men så starter en nedtur sjældent (af mig) set i litteraturen, den matcher både Greven af Monte Christo og Jean Valjean: onkel Anghels kone er ligeglad med ham og sover ligegyldigt og uengageret dagene væk; alle børnene dør, gården brændes ned af ukendte gerningsmænd; han går bankerot; konen dør; han bliver skudt i hovedet ved et røverisk overfald; han bliver uvenner med sin bror og familie osv osv. Livstræt og stærkt alkoholiseret har onklen ikke været ude af sengen i tre år. Han bruger en lille klokke til at hidkalde en dreng, når han trænger til mere sprit og ender med at drikke sig i døden.

Onkel Anghel når inden sin død at introducere Adrien til fortællingen om sin fjerne slægtninge, Costa og dennes søn Jeremias. Sammen med Costas bror Elias, lever de i skovene og bjergene som fredløse hajdukker, en rumænsk mellemting mellem landevejsrøvere og de muntre og oprørske svende fra Sherwood skoven.

I kapitel 3, bogens sidste og klart mest spændende og smukkeste, fortæller Jeremias sin, Elias og Costas historie som hajdukker. Og ikke mindst den lidenskabelige historie om Costa og Jeremias’ mor, Floritchica Siesta.

Kapitlet slutter med at Costas som forudsagt af ham selv bliver snigmyrdet: ”Jeg har affyret mit tredje Skud ved Fuldmaane og forfejlet Manden. Fra nu af skal I ikke betragte mig som hørende iblandt de levendes Tal.”

Var jeg lidt negativ stemt efter bind 1, synes jeg at historierne breder sig bedre ud her i bind 2. Igen er det ikke en roman med en enkelt fortløbende historie, men flere historier i en, og det fungerer fint. Jeg er i tvivl om bøgernes rækkefølge, men overgangen fra bind 1 ’Kyra Kyralina’ til bind 2 ’Onkel Anghel virker logisk.

Nu glæder jeg mig faktisk til bind 3 🙂

Panaït Istrati: Onkel Anghel. Carit Andersens Forlag, 1942 (1925). Oversat af Elise Koppel.