I Prinsessen på Glasbjerget har Sigurd Hoel samlet otte fortællinger om det fattige landboliv i de norske fjelde. Gennemgående figur er Anders, i starten fem år gammel, og sidst 14 år. Fortællingerne spreder sig over børnepsykologiske skildringer til skildringer af samfundsoutsidere og reaktionen på dem.
I samlingens første fortælling, Husker du mig?, er Anders jaloux på sine søskende, der får langt større opmærksomhed fra far og mor. Årsagen er, at de er svageligere eller syge, bror Harald dør endda. For at få opmærksomhed, gør Anders sig vintervåd og bliver syg, hvilket næsten tager livet af ham, men han vinder morens fulde opmærksomhed. Lige indtil han bliver rask, og det bliver søster Kari tur til at blive syg og vinde morens fulde opmærksomhed.
Elske hverandre handler om tilflytterne Jon og Inga. Jon kan reparere ure og anden mekanik, Inga kan sy, og deres priser er fair, så de gør nytte, selv om de tager brødet ud af munden på de, der plejede at sy og reparere. Jon og Inga er livsglade, de spiller op til dans, og ungdommen holder til hos dem. Jon og Inga elsker hinanden og viser det endda ved at kysse hinanden og bade nøgne offentligt. Kirkens to omrejsende præster mister magt, traditionerne smuldrer, outsiderne må sættes på plads. Det ender naturligvis skidt for Jon og Inga, men ordenen er genoprettet.
Sigurd Hoel (1890-1960) er ellers kendt for sine moderne mellemkrigsromaner om den frigjorte, erotiske ungdom og hans efterkrigsroman om besættelsen, Møde ved milepælen. I Prinsessen på Glasbjerget fra 1935 har han søgt tilbage til den før-industrielle landbo-tid, i fortælletraditionen fra Tolstoj og Panait Istrati.
Dette tidsmæssige tilbagetog, er lidt overraskende for mig. Sigurd Hoel er afgjort en blændende fortæller, men det er som om, han betræder allerede gennemregistreret land.
Sigurd Hoel: Prinsessen på Glasbjerget. Carit Andersens Forlag, uden år. Oversat af Johannes Wulff.