Romanen Sangen om det blå græs foregår i 1960’erne og handler om countrymusikeren og krigsveteranen Iry fra Louisiana, der efter sin prøveløsladelse forsøger at få sit liv på ret køl igen. Faren er død, og forholdet til søsteren og svogeren mildest talt dårligt.
Han tager i stedet til Montana og bor og arbejder hos vennen Buddy og dennes familie på deres ranch, og som musiker på små, lokale spillesteder.
Men her er alt ikke fryd og gammen. Buddy har ikke noget godt forhold til sin egenrådige far, og mistænker Iry for at konkurrere om farens kærlighed. Imens er Buddys far i slagsmål med hele lokalsamfundet om en spildevandsudledende papirmølle, den eneste større arbejdsplads og dermed indtægtskilde for mange familier i området. Og Iry forelsker sig snart i Buddys ex-kone, og hun i ham.
Og imens bliver der drukket igennem. Sommetider drikkes og køres der også – gerne samtidig. Og der slås på tæven.
En moderne western med kvæg og cowboys, rifler og whisky, kvinder og mænd, værtshuse og slagsmål, benzinslugende trucks og familiefejder.
Ikke nogen stor roman, en anelse for kulørt til min smag. Jeg synes bedre om James Lee Burke’s sydstatskrimier med politikommissær Dave Robicheaux i hovedrollen.
James Lee Burke: Sangen om det blå græs. Hovedland, 1997.