Efterår
Det er jo efterår og derfor tid til mørk, simremad.
Jeg tog til slagteren i Kaas, og fik 1 kilo oksesmåkød (fra bov, klump eller culotte). Det kostede 145 kroner kiloet. Jeg vendte kødet i lidt cognac og lod det stå i køleren i en time.
Kødet stegte jeg i 2 omgange (3 havde nok været mere passende, så det ikke koger for meget). Derefter svitsede jeg en lille dåse tomatpuré i bunden efter at have skrabet kødet til siderne.
Så tilsatte jeg 2 spsk mel, 4 gulerødder, ½ knoldselleri og 4 skalotteløg, alt sammen skåret i mindre tern. Og så hældte jeg en flaske vin på, og lod det koge.
Efter 1½ time tilsatte jeg 2 dl vin mere.
Tilbehør
Til retten kogte jeg kartoffelmos, og stegte det klassiske tilbehør til brændende kærlighed, baconstykker, plus markchampignoner og finsnittet, bredbladet persille.
Gryderetten fik i alt næsten 3½ time, og det var nok ½ time for meget; saucen blev lidt indkogt og en lille bitte smule tør, men smagte stadig rigtig godt.
Dag to (for der var rigeligt), gav jeg det et skvæt fløde, for at give det en lidt mere rund smag og konsistens, og bagte kartoffelmosen i små skåle i ovnen.
Bare et lille efterårstip til jer 🙂
Fed kogebog
Opskriften er fra Simremad & ting der tager tid af Claus Christensen m.fl., Peoples Press, 2007 (2005).
Opskrifterne i bogen er opdelt efter hvor lang kogetiden er, startende med 1-3 timer og sluttende med et døgn eller mere. Maden er lidt som årstiden og som bogens forside: sort og fortættet.
En lækker bog med lækre opskrifter.