Vi er i forstæderne til Helsinki i starten af 1970’erne. Unge Solveig og Jussi er forelsket og gifter sig. De lejer værelser og køber møbler på afbetaling. De arbejder ufaglært, pengene er knappe, men overvinder kærligheden ikke dagligdagens trængsler?
Nej, ikke helt. Konjunkturerne er ikke gunstige, Jussi mister sit job og må tage til takke med et dårligere job. De får et barn, og Solveig må også skifte fra kontorjob til et hårdt job på et vaskeri, da det er bedre betalt. Og så krakelerer Jussi. I arbejdsløshedsperioderne drikker han og kommer sent hjem; han hjælper ikke til derhjemme; er uinteresseret i barnet, slår Solveig under et skænderi osv. Umodent føler han sig ufri, fanget i familielivet, og bebrejder Solveig alt og tager intet ansvar, heller ikke for barnet, og til sidst går han sin vej.
Solveig ved at hun har ansvaret for deres barn, og kæmper det bedste hun har lært for at få alting til at hænge sammen. På vaskeriet lærer hun om sammenhold og solidaritet af sine kolleger (især af Tuulikki, der forstår at kombinere familie og et udsvævende liv), og ved romanens slutning forlader vi hende som en styrket og modnet kvinde.
Solveigs modningsproces vises også gennem hendes forhold til sønnen Kaarle. Da Solveig tager overarbejde for at få økonomien til at række, overtager en barnløs dagplejermor (og udlejer) mere og mere moderrollen for Kaarle, tager ham med på landet og køber tøj til ham osv, og tilbyder til sidst at adoptere drengen. Kærligheden til drengen får Solveig til at afslå. Hun løber ikke fra ansvaret, som Jussi gør.
Romanen er fortalt fra Solveigs vinkel. Den er socialrealistisk og helt uden litterære krumspring, skrevet enkelt og lige ud af landevejen. Det er positivt ment. Stilen minder mig meget om Dea Trier Mørchs romaner, fra den samme tidsperiode.
Jeg fandt bogen i en genbrugsbutik i Frederikssund. Indeni lå en faktura på bogen fra 1977 (ja, det var dengang man købte og betalte via BREV!), fra en boghandel(?) i Finland til en Preben Hansen, Roskilde. Men Preben fik aldrig læst bogen færdig, de sidste 6 sider var uopsprættede 🙂
Lassi Sinkkonen: Solveig och Jussi. Söderström & C:o Förlags Ab, 1974. Oversat af Jens Hildén.
Ingrid
Det var ett intressant fynd du gjorde!Lassi Sinkkonen har jag aldrig hört talas om. Och… Dea Trier Mörch… åh… jag tyckte så mycket om hennes böcker. Minns så väl när de var mycket i ropet här- skulle gärna vilja läsa om…..
Søren
@ Carsten: Ja, sjovt ikke? Man finder så tit noget i bøger. Som regel er det en gammel kapsel eller ispind. Rart når der pludselig åbner sig en ukendt og henglemt historie 🙂
Søren
@ Dorte: Jeg elsker også "litterære krumspring", men jeg er fuld af beundring for den minimalisme som fx Dea Trier Mørch står for. Hun er litteraturens svar på John Lennon efter the Beatles: minus strygere, hornorkester og studieproducer. Kun en mand, guitar og sangstemme og følelser tilbage.
Jeg er jo lidt til venstre, sådan politisk set, men kender faktisk ikke mange socialrealistiske forfattere af Dea Trier Mørchs format. John Steinbeck er fuld af litterære krumspring, ligesom de fleste andre man kan komme i tanke om.
Socialrealisme er med rette en udskældt genre, men når det er bedst (i mine øjne lig med minimalistisk), så er det fremragende.
Vinterbørn er lidt før min tid, men jeg tror den ramte plet hos rigtig mange 🙂
Carsten
Fantastisk plushistorie til bogen, den med fakturaen og Preben 🙂
Dorte H
Sjovt nok, så tænkte jeg på Dea Trier Mørch med det samme, men det er nok noget med omslaget. Hun er for øvrigt en af de eneste ´social-realister´, jeg nogen sinde har brudt mig om at læse.
Ikke fordi litteratur behøver være krimi eller ren eskapisme; men vendingen "helt uden litterære krumspring" udtrykker nok temmelig præcist, hvad det er, jeg savner. Jeg er ordglad, er jeg! Men Trier Mørch kunne noget med person- og miljøskildringer – og så læste jeg Vinterbørn på et tidspunkt, hvor jeg havde små børn og meget tydeligt huskede graviditet, fødsel og den søstersolidaritet, som herskede på barselgangen 😀