Familien kalder
Familiens ældste søn Kjell kaldes hjem til landsbyen fra funktionærjobbet i Stockholm, for at redde den fædrene gård, Lovängsgården, fra ruin. Faderen er godt i gang med at solde landsbyens største gård op i snaps, og familien er på vej i opløsning.
Kjell er modvillig, men hurtigt vinder kærligheden til den brune muld og familien over savnet af storbylivet og vennerne. Han går i gang med at rette driften op, trods modvilje og modarbejdelse fra faderen.
Kjell nøjes ikke med at sørge for sin families velfærd, men har også overskud til at arbejde for landsbyens ve og vel, atter trods modvilje fra faderen og de mere konservative bønder.
Skolen og møllen genåbnes, offentlige veje og strøm planlægges, bønderne afsætter deres varer til andelsmejeriet og andelsslagteriet, og landbrugsmaskiner tages så småt i brug.
Kjell og damerne
Men denne svenske Mr. Perfect dur naturligvis ikke uden et passende kvindeligt parti. Han forsøger sig først hos Tarps datter Elin, men så vil han blive papfar til sin halvsøster, og det går jo ikke.
Skolelærerinden nappes af en hjemvendt amerikasfarer, og Sonja fra nabobyen, er, skønt smuk og interesseret i ham og skønt arving til en stor velholdt gård, ikke den der tænder Kjells lidenskab.
Valget falder til sidst på den arbejdsomme menighedssygeplejerske Birgit, og hun er heller ikke helt uinteresseret i Kjell.
En svensk Morten Korch
Romanen foregår i 1930’erne op til 2.verdenskrig, og er ægte svensk hjemstavnslitteratur i samme boldgade som Margit Söderholms Driver dug, falder regn.
Det er en uprætentiøs og letlæselig omgang, ren tidsfordriv. Romantisk bondelitteratur med jorden, mødrene og utallige slægtleds sliden og slæben sat på en piedestal.
Sven Edvin Salje: Jorden drager. Oversat af Anna Linck. Sesam, 1979 (1942).
Søren
Ja, når man tænker over det, er det vildt nok, at generation efter generation siden jeg ved ikke hvornår engang ved Eufrat, har knoklet med jorden. Der er på den måde historiens vingesus over det.
De svære vilkår som din farfar og din far oplevede, er også Saljes ærinde med romanen. Der går bare lidt stereotypi i beskrivelserne.
Dorte H
Det er en uprætentiøs og letlæselig omgang, ren tidsfordriv. Romantisk bondelitteratur med jorden, mødrene og utallige slægtleds sliden og slæben sat på en piedestal.
Ja, men somme tider godt at læse, for bedre at kunne forstå ældre menneskers livssyn og måde at prioritere på. 1930erne er et fascinerende årti, synes jeg.
Min far fortalte tit om sin far, som købte en lille ejendom i Ugilt (nær Tårs) sidst i tyverne. Ti år senere måtte han sælge den, og på det tidspunkt var den faldet i værdi, til trods for at begge mine bedsteforældre og deres flok af drenge garanteret har knoklet røven ud af bukserne gennem alle årene.