Et parteret og tatoveret lig dukker op på en strand nær Göteborg. Irene Huss sættes på sagen. Et nyt parteret lig er måske fundet i København, og Irene tager straks af sted. Irene har dog ikke meget fidus til de danske kriminalbetjente (hvorfor, forklares dårligt nok), og teamer i stedet op med ejeren af en gayshop på Vesterbro, den tidligere sumobryder Tom Tanaka. Hvorfor Irene tillidsfuldt hopper ud i dette noget usandsynlige makkerpar, kan man som læser også kigge forgæves efter.

Irene Huss opklarer naturligvis det hele som hun skal, men der er for meget der stritter i denne bog, for mange usandsynliggjorte forløb og dumme detaljer, til at jeg kan abstrahere fra det.

Tursten skynder sig, inden bogen går i gang, at tage forbehold for at gader og stræder i Göteborg og København nævnt i bogen ikke nødvendigvis er som i virkeligheden, men kan være fri fantasi. Men hvorfor hun ændrer Politigården i Købehavns byggeår til 1960’erne og 1970’er, fatter jeg ikke. Politigården er en af Københavns mest karakteristiske bygninger, en præfascistisk sag bygget i 1920’erne. Arkitekturen svarer i den grad til det der foregår indenfor murerne, en sjældent set symbiose mellem bygning og brug. Det er en dramaturgisk gave, som det efter min mening ikke giver nogen som helst mening at ændre på.

Den danske retsmediciner hedder Blokk med to k’er. Helt usandsynligt. Ingen i Danmark hedder Blokk, de hedder Blok.

Ud over Irene Huss’ chef, Kommissær Sven Andersson, nævnes fem af Irenes kolleger i politiet. De har alle 6 samme titel, kriminalinspektør. Sært.

Hvorfor er det altid en hund eller en jogger der finder liget?

Det er en bestialsk morder, vor heltinde Irene Huss er oppe imod, men sjovt nok er den Irene er mest angst for, Professor og retsmediciner i Göteborg Yvonne Stridner (se side 16-17 og 43).

Helene Tursten: Tatoveret torso. Aschehoug, 2002 (2000). Oversat af Lena Krogh Bertram.