Daniel vokser op i Barcelona i 30’erne, mens borgerkrigen står på. Da han fylder 10, tager hans far, enkemand og antikvarboghandler, Daniel med til ’De Glemte Bøgers Kirkegård’, hvor Daniel vælger en bog, som han skal adoptere og holde i live resten af sit liv. Bogen hedder ’Vindens skygge’ af forfatteren Julián Carax.
Som Daniel bliver ældre, bliver han mere og mere optaget af, hvem denne Carax er. Hans forsøg på at finde Carax er en kriminalgåde. Undervejs støder Daniel på mange forskellige typer: den homoseksuelle urmager der tæves af Francos politi, smukke kvinder der kan tage pusten fra enhver, sørgmodige (og liderlige!) plejehjemsbeboere, tidligere anarkistisk revolvermand, nu psykopatisk kriminalinspektør og mange andre.
Jagten på gåden om Carax bliver dramatisk og voldsom, og slet, slet ikke ufarlig!
Bogen er super sjov på den tørre måde. Her er Daniel taget på universitet for at udspørge Lektor Velázquez. Mødet præsenteres på denne måde:
’Jeg fandt lektoren i døren til en aula, hvor han lod, som om han lyttede til en spektakulær kvindelig studerende iført en granatrød dragt, der sad stramt om taljen på hende, og blottede et par græske lægge i tynde, blanke silkestrømper. Lektor Velázquez var kendt for at være en donjuan, og der var dem, der sagde, at ingen ung dame af god familie var ganske færdig med sin følelsesmæssige opdragelse, før hun havde været igennem den navnkundige weekend på et lille hotel ved strandvejen i Sitges og havde deklameret aleksandrinere tête-à-tête med den distingverede lektor’. *
Zafón skriver fantastisk og jeg grinte meget. Bogen er fyldt med kærlig og hjertevarme, ikke mindst til bøger 🙂
Ynglingscitat: ’Tómas og jeg blev alene tilbage i en stilhed, stabilere end den schweiziske franc’. **
Ynglingsord: tøffeldilletanter ***
Carlos Ruiz Zafón: Vindens skygge. Gyldendal, 2008.
* Side 104-105.
** Side 183
*** Side 128