Anne M. Sørensen: Fidel


Anne M. Sørensens Fidel Castro biografi ’Fidel’ er ikke nogen fremragende biografi. Det er som om det har været svært at finde nye indgangsvinkler og personer tæt på Castro der ville udtale sig. En glemt halvbror der ikke har set Fidel i 40 år er ikke lige frem noget scoop.

Det er kendt stof der gennemgås: Castros opvækst, oprøret, sejren over Batista, angrebet i Svinebugten, de russiske atommissiler, hvornår Castro blev kommunist, de mange attentatforsøg fra amerikanerne og exil-cubanerne, overgrebene på de cubanske homoseksuelle, osv osv.

Men man bliver mindet om de mange sære tiltag den vedvarende konflikt mellem tilhængere og modstandere af revolutionen har udløst fra begge sider. Fx operation Peter Pan iværksat af den katolske kirke, der skræmte de cubanske forældre med mareridtsscenarier for de cubanske børn: det nye revolutionære styre ville sende børnene i sovjetiske arbejdslejre hvor de ville blive hjernevasket. Det resulterede i at 14.000 børn mellem 1960 og 1962 blev sendt fra Cuba til Florida, og altså for altid skilt fra deres forældre.

Men bogen er på en måde en fin populærfremstilling af Cubas nyere historie, mere end en biografi.

Anne M. Sørensen: Fidel. Jyllands-Postens Forlag, 2007.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *