Carlotta Carlyle er privatdetektiv i Boston. Hun bor alene, men har et forhold til taxabureauejeren Sam, og har en halvsøster på 11 år der hedder Paolina. Hun har en fortid som politibetjent (har alle amerikanske privatdetektiver ikke det?), og hendes far var en tidligere politimand der er død af efter sygdom (er alle fædre til kvindelige, amerikanske privatdetektiver ikke det?)

En genbo, psykiateren Keith Donovan, kommer på besøg med en patient, der gerne vil hyre Carlotta til at undersøge, om hendes kræftsyge datter døde af lægesvigt. Det pågældende hospital styres af lægen, dr. Muir, der nyder helgenstatus for sit arbejde med kræftpatienter.

Carlotta ifører sig paryk og blondinerolle, og crasher succesfuldt hospitalet og får dr. Muir i tale. På overfladen virker alt tilforladeligt og ordentligt, men alligevel er der noget på hospitalet der skurrer.

Samtidig med denne sag, opdager Carlotta ved et tilfælde, at hendes lillesøster ser en meget ældre mand, og hun får sin gamle chef i politiet, Mooney, og hendes assistent, Roz, til at hjælpe med at undersøge manden.

Og som om det ikke er nok: en nat bliver Carlottas skraldespande stjålet!

Romanen har nogenlunde kvikke punchlines, men er ikke speciel original, og det er karakteren heller ikke, så det bliver nok ved den ene Linda Barnes krimi for mit vedkommende.

Oversættelsen er visse steder komplet uforståelig, og omslaget er et af de grimmeste jeg har set, og jeg har set mange. Er der mere jeg kan brokke mig over? Ikke lige nu 🙂

Linda Barnes: Snapshot. Klim, 1995 (1993). Oversat af Anne Friis.