Den stumme død

Kommissær Gereon Rath er nu blevet knyttet til drabsafdelingen i Berlin, og bliver sat på sagen om en filmskuespillerinde, der der dør efter at have fået en brandende varm lampe i hovedet midt i en optagelse. Men noget tyder på at uheldet var “planlagt”. I filmmiljøet er der to konkurerende produktionsselskaber, der med alle midler har gjort livet surt for hinanden. Skal årsagen mon findes der? Og hvad er forbindelsen til den kinesiske frugt, Yangtao? Yderligere to skuespillerinder bliver myrdet. De har det til fælles, at de bliver fundet i de biografteatre deres debutfilm havde premiere i, og at alle tre er på vej til at skifte fra stumfilm til tonefilm.

Samtidig er Rath stadig varm på den smukke eksveninde Charly, og bokser en kollega i maven ved et kostumebal, da denne ytrer sig nedladende om Charly. Det, Raths enspændernatur og hans uortodokse efterforskningsmetoder (han samarbejder for eksempel med storforbryderen, Johan Marlow, også kaldet Doktor M.), gør, at Rath igen må skjule sig for sin chef, for ikke at blive taget af sagen. Det går en del af bogen med, som i den første roman, og heller ikke her synes jeg det skaber en troværdig suspense. Romanens dynamik må hellere komme i kraft af et spændende plot, frem for at vi som læser skal sidde og håbe på at vores helt kan holde sig skjult for sine chefer, så sagen kan blive opklaret (og det kan kun vores helt gøre, det siger sig selv).

Volker Kutscher benytter sig af mellemkapitler fra den anonyme morders point of view, som vi så langsomt lærer at kende og med små spor til motivet, en teknik som også kendes fra skandinaviske krimier. Jeg kan lige så godt sige det lige ud: jeg hader den teknik. Absolut tidspilde, som jeg skimmer hurtigt, for at komme tilbage til hovedhandlingen.

Med de forbehold er bogen faktisk rimelig spændende og bedre end etteren, Den våde fisk.

Volker Kutscher: Der Stumme Tod. Kiepenheuer & Witsch, 2011.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *