Fjenden i os selv


Den svenske venstrefløjsprovokatør Jan Guillou har skrevet en roman med politiinspektør Ewa Johnsén-Tanguy i hovedrollen. Ewa er ansat i afdelingen for økonomisk kriminalitet, men hentes over i SÄPO, det svenske sikkerhedspoliti, da en sag mod 9 terrorsigtede truer med at løbe ud i sandet. Ewa er nemlig ekspert i forhør og en dygtig og systematisk politikvinde.

I Ewas private omgangskreds findes flere journalister, som er særdeles kritisk overfor den opstrammede svenske terrorlovgivning. Ewas nye arbejde besværliggører disse forhold.

Romanen fortæller om Ewas arbejde med at komme til bunds i de 9 sigtede og deres eventuelle terrorvirksomhed, og om hendes samvittighedskvaler over at arbejde i et system der tager lemfældigt på lovgivning og borgernes rettigheder.

Desuden gennemgåes terrorlovgivningen og dens konsekvenser igennem handlingen og igennem Ewas arbejde. En del virkelige begivenheder og personer er flettet ind i bogen.

Som regel spurter jeg mere og mere, når jeg læser spændingsbøger, og også i dette tilfælde. Men det gik op for mig, at det egentlig ikke var fordi bogen var spændende, men at det mere galt om at blive færdig i en fart.

Bogen er nemlig ikke specielt spændende, man aner snart hvordan det skal gå. Det sammen med de lange juridiske udredninger, og det lettere overfladiske indblik i Ewas privatliv, gør bogen svag og nærmest uengageret skrevet.

Uanset hvor enig jeg er med Guillou i, at terrorlovgivningen efter 2001, også i Danmark, er et groft overgreb på vore frihedsrettigheder, og at alle kneb gælder, for at få folks øjne op for politikernes grove svigt (og hvorfor dog ikke også i romanform?), så bliver romanen bare ikke super spændende.

Bogen er spækket med referencer til virkelige og fiktive personer. Ewas bedste veninde, er politikvinden Anna Holt, som jo også er navnet på hovedpersonen i en tv-serie om en politikvinde, skrevet af Jan Guillou og en anden svensk krimiforfatter, Leif GW Persson. Ewas mands bedste ven er journalisten Erik Ponti. Det er hovedpersonen i Guillous roman fra 1974 ’Den store afsløring’, og som bærer flere selvbiografiske træk fra Guillou.

Der er henvisninger til blonde krimidronninger (mon ikke der hentydes til Liza Marklund?), til hvor nemt det er at blive klummeskribent i aviserne når man er berømt (Guillou har i flere år skrevet klummer i Aftonbladet), og der er sikkert mange flere jeg ikke har opdaget.

Alle disse henvisninger kan være sjove nok, men er egentlig med til at gøre hele halløjet mere uengageret. Som om handlingen ikke var nok til at holde hans interesse fangen.

Jan Guillou: Fjenden i os selv. Modtryk, 2007.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *