Garman & Worse

Alexander Kiellands (1849-1906) debutroman fra 1880 handler om et handelshus fra Stavanger i 1870’erne, Garman & Worse, et familieforetagende, hvor  familien Worse dog er købt ud før romanens start.

Alexander Kielland med signatur.

Alexander Kielland med signatur.

Handelshuset står i et uforløst generationsskifte. Det kommer sig blandt andet til udtryk ved, at den ældre konsul C. F.  Garman, eller ‘unge-konsulen’, ønsker at bygge et helt nyt træskib til fragt, mens hans søn Morten Garman, eller ‘unge-grosseren’, ønsker at bygge et moderne fragtskib af jern.

Selvom romanen har handelshuset og familien Garman som omdrejningspunkt, er romanen en kollektivroman, hvor vi kommer rundt om den udkøbte Worsefamilie, sypigen Marianne, som ‘unge-konsulen’ i hemmelighed har et uægte, afdød drengebarn med, folkene på værftet, Fru Garman og hendes teologiske bekendtskaber etc.

Man kan diskutere om romanens dramatiske højdepunkt er, da Fru Garman en sen nattetime er ved at blive opdaget i sin utroskab, eller da det nye træskib bryder i brand dagen før det skal løbe af stablen.

Romanen er medrivende og med et fascinerende persongalleri, og så har den noget på hjertet. Den er en skarp kritik af uligheden mellem kønnene, og undertrykkelse af arbejderne.

Niece Madeleines zombiagtige vej ind i et stærkt undertrykkende ægteskab med pastor Martens er rædselsfuldt at bevidne, mens Jakob Worses stille påskønnelse af Rachel Garman som et helt menneske med både hjerne- og arbejdskapacitet tæller med på plussiden.

Den handler også om social ulighed og teologernes diskrete men effektive alliance med de rige om at holde arbejderne nede.

Alexander Kiellands holdninger, som de tydelig kom frem i hans litterære værker, fik store personlige konsekvenser for ham, men det kan du selv læse mere om her.

Stavanger og handelshuset Garman & Worse er i øvrigt genstand for flere af Kiellands værker.

Ser man bort fra de stærkt politiske aspekter i romanen, kunne Garman & Worse sagtens have inspireret Thomas Mann til sin verdensklassiker om et andet handelshus, Huset Buddenbrook.

Der er en del lighedstræk, for eksempel et familieejet handelshus, Fru Garmans og Bethsy Buddenbrooks teologiske sværmerier, familiernes korrekthed og uplettethed udadtil (kreditværdigheden skulle jo nødigt bringes i fare), handelshusenes forsøg på at styre fri af konjunkturer og nye opfindelser, de interne generationskonflikter, det mandlige overhovedes udenomsægteskabelige forbindelser, en sær og slap onkel, et cetera.

Any ways: Garman & Worse er en norsk klassiker, du bør unde dig selv at læse.

 

Alexander Kielland: Garman & Worse, 1880.

 

Alexander Kiellands samlede værker inklusiv Garman & Worse

Alexander Kiellands samlede værker inklusiv Garman & Worse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *