Hvem ringer klokkerne for

Da jeg som teenager begyndte at læse voksenbøger, altså rigtige voksenbøger, ikke bare Alistair MacLean og Leon Uris og Wilbur Smith, slugte jeg en lang række af Hemingways romaner, blandt andet denne klassiker, Hvem ringer klokkerne for. Nu tænkte jeg at det var på tide at genlæse romanen, så som sagt så gjort.

Romanen foregår under den spanske borgerkrig. Den amerikanske sprængstofekspert Robert Jordan sendes bag fascisternes linjer, for at mødes med en guerillagruppe, og sammen med dem sprænge en bestemt bro i luften på et bestemt tidspunkt, som en strategisk vigtig indledning til en republikansk offensiv.

Guerillagruppen er i opløsning, dens leder, Pablo, har efter lang tid i guerillakrig mistet modet. Pablos kone Pilar overtager mere eller mindre lederskabet sammen med Jordan, men det lykkes Pablo at forsvinde med noget at sprængningsudstyret for at forhindre operationen. Kort før operationen opdager Jordan og gruppen, at fascisterne kender til republikanernes angrebsplaner, og de sender en mand tilbage over fronten for at advare hovedkvarteret. Denne når dog efter mange strabadser og forhindringer frem så sent, at angrebet ikke kan ændres eller stoppes.

Imens vender Pablo tilbage til gruppen. Han har fundet modet igen, og sammen gennemfører de sprængningen af broen. Efter sprængningen bliver de forfulgt af fascisterne, og de må slå fra sig under tilbagetoget. Jordan bliver så hårdt såret, at de må efterlade ham med et maskingevær, så han kan ofre sig for gruppen, ved at holde fascisterne stangen så længe som muligt.

En vigtig del af handlingen er, at Robert Jordans forelsker sig hovedkuls i den unge Maria, en umulig kærlighed på et umuligt sted i en umulig situation, men ikke desto mindre.

Jeg kan godt se hvad der fascinerede mig ved romanen da jeg første gang læste den: spænding og ramasjang blandet med forrædderi og kærlighed, og en, på en måde, tragisk slutning, har nok rørt ved teenagerens følelser. Og meget af bogen er skrevet i dialogform, så den er heller ikke svær at læse.

Romanen berører mig sådan set stadig, især dens tema, nemlig at alle mennesker hører sammen og er en del af hinanden, og derfor kan vi ikke være ligeglade, når det går andre dårligt, sagt enkelt og kort. På den måde tror jeg bogen er en af de bøger, der har været med til at forme mit livssyn. Det kan bøger jo gøre, heldigvis 🙂

Forsiden på bogen sucks, det bliver jeg nødt til at sige. Det er et foto af Hemingway med en jagtriffel, formodentlig et sted i Afrika. Det giver overhovedet ingen mening.

Ernest Hemingway: Hvem ringer klokkerne for I-II. Lindhardt & Ringhof, 1984 (1940). Oversat af Ole Restrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *