Kirkeskuden

Henrik Pontoppidan: Kirkeskuden. Gutenberg Forlag, 1927.

Pontoppidan kunne sin Dickens. Nogle børn – de, der optræder i romaner – skal gå så grueligt meget ondt igennem før det bliver godt, og på vejen møder de voksne, der burde være deres beskyttere, men som er det modsatte.

#currentlyreading #henrikpontoppidan #bogsnak

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on

Lille Ove er resultatet af en voldtægt. Med en kampesten knuser mor Ane hovedet på voldtægtsmanden, sømanden og amerikasfareren, pigernes yndling, den guldlokkede Søren Andersen, og må 9 år i spjældet.

For at spare sognet for socialudgifterne til Ove, lykkes det den snu skolelærer Mikkelsen at få den lokale, skinhellige præst Østrup, til at se det som sin pligt at tage sig af Ove. Den barnløse fru Østrup er først modvillig, men elsker snart Ove som var han hendes egen søn. Præsten finder forholdet sygeligt. Han ved ikke hvad kærlighed er.

Imens venter præstens søster, den intrigante gammeljomfru Katinka, der får husly i præstegården, modvilligt på sidelinjen, mens hun venter på chancen til at stikke en kniv i ryggen på sin svigerinde.

Ove er ikke specielt glad, selvom han gengælder plejemorens kærlighed. Han er en rask dreng der keder sig gudsjammerligt ved at skulle udenadslære bibelsteder. Og kan man ikke sin katekismus, kan man gå på sit værelse og ikke komme ud, før man har terpet den til man kan huske den!

Anes gamle tilbeder, den vege, småalkoholiserede barndomsven, fisker Ole Lorents, har giftet sig, og fået børn og styr på tilværelsen. I stedet for at drikke pengene op, bliver der bygget grisestald og investeret i fremtiden.

Så langt så godt. For nu bliver mordersken Ane lukket ud af fængslet. Vil hun kræve sin søn tilbage? Vil hun tage Ole fra Karen?Og kan hun holde snitterne fra kirkebøssen?

Ane er fortællingens interessante figur. Hun falder helt udenfor: ukendt far, men måske en sigøjner, Ane er i hvert fald mørk med blåsort, tjavset hår. Hun er et mandfolk, hjælper med at tøjle tyre og trækker våd med fiskerne, og har livsmod og -lyst. Helt modsat præsten, der væmmes så meget ved synet af Ane, at han straks får behov for at tage hjem og forelæse “De hellige martyrers liv og gerning” for sin kone.

For en outsider som Ane, der ikke kender sin plads både på det ene og det andet plan, skal det naturligvis gå galt.
Pontoppidan fortælling har ingen hovedperson, og med enkelte undtagelser ingen personer med ægte interesse for barnets tarv. Den lokale overklasse af politikere, skole- og kirkefolk fremstilles i al deres nøgne griskhed og skinhellighed, og som altid hos Pontoppidan med barberbladsskarp sarkasme.

Handlingen drives frem, så man halvvejs mere end aner udfaldet, men man er bare nødt til at følge disse grotesk dobbeltmoralske og kyniske mennesker hen til slutningen, om ikke andet, så for med sikkerhed at få at vide, hvordan det går med den uskyldige Ove, og den måske knapt så uskyldige men dog misforståede mor Ane.

2 responses

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *