’Gift’ er Tove Ditlevsens erindringer fra årene 1940 til 1951 (omtrent), og jeg har ikke læst mange sætninger før jeg er ramt af hendes melankolske stemning:
’Jeg sover alene i stuen, fordi Viggo F. har været alene så mange år, at han ikke pludselig kan vænne sig til at sove med et andet menneske. Det forstår jeg godt, og det passer mig godt, for så har jeg disse tidlige morgentimer helt for mig selv. Jeg skriver på min første roman, og Viggo F. ved ikke noget om det.’ (side 7).
Hendes liv er i det hele taget en vekselvirkning mellem hendes forfattervirksomhed, og så hendes ægteskabelig liv, hvor hun sært passivt og nærmest underdanigt forsøger sig i rollen som mor og hustru.
Hun er gift 4 gange med mænd, som hun, ikke så mærkeligt, har et tvetydigt forhold til:
’Mænd er kommet til at stå helt uden for min verden. Det er så fremmede skabninger, som kom de fra en anden klode. De har aldrig følt noget på deres egen krop. De har ingen sarte, bløde organer, hvor en klat slim kan sætte sig fast som en svulst og leve sit eget liv helt uafhængig af deres vilje.’ (side 63).
Og der er noget forudsigeligt over disse mænd:
’Om aftenen når vi ligger i hinandens arme, fortæller han mig om sin barndom, som ligner alle andre mænds. Der er altid noget med en have og nogle frugttræer og en slangebøsse, og en kusine eller en veninde de ligger på et høloft med, men så kommer der en mor eller en tante og ødelægger det hele. Det er en meget kedelig historie, når man har hørt den nogle gange, men de er dybt grebet, mens de fortæller den, og når det kommer til stykket, betyder det ikke så meget, hvad man siger til hinanden, når man bare har det godt sammen.’ (Side 74).
Er det mon historien om Adam og Eva og fordrivelsen fra Edens have de genfortæller, disse mænd?
Det er ægteskaberne der fylder, deraf titlen på bogen: ’Gift’.
Ditlevsen skriver hudløst om hendes skrøbelige tilværelse og disse barnlige og selvoptagne og endda sindssyge mænd der ikke var særligt kærlige mod hende. Det er meget gribende og bare ikke til at få ud af tankerne når man lægger bogen fra sig.
Selvbiografien giver et indblik i ægteskabet anno dengang, og det er ind i mellem en hårrejsende affære, som det er svært ikke at blive feminist af.
Bogen er fra 1971, og der optræder ord i bogen som ser sjældent i dag. Fx ottoman, spektakel, studenterhybel, ammefrigiditet, selvbinder, floromvunde, ludfattige, sporadisk og besiddermine.
P.S. Georg Brandes sagde: ’”Ægteskabet”, herom har det danske sprog sagt sin eneste vittighed: da det dannede ordet ”gift”’. *
Tove Ditlevsen: Gift. Gyldendal, 1971.
* Jørgen Knudsen: GB. En Georg Brandes biografi, Gyldendal 2008. Side 426.