Jeg har længe glædet mig til at stifte bekendtskab med Toni Morrison, og fik i sidste uge startet på ‘Paradis’.

Skuffende nok har jeg givet op efter små 80 sider.

At opgive en bog jeg er startet på, sker ikke uden samvittighedskvaler: kom nu, giv den en chance; hun har vundet Nobel-prisen, for fanden; alle er vilde med hendes bøger; du er en voksen mand, kan du nu ikke engang komme igennem sølle 335 sider?

På den anden sider bugner hylderne med bøger jeg mangler at læse, så dur det ikke at sætte tempoet ned til 25 sider om ugen, fordi bogen ikke rører mig.

Så jeg satte mig selv fri. Måske vender jeg tilbage til Toni M en dag, det er ikke udelukket, men så en anden roman end ‘Paradis’.

Toni Morrison: Paradis. Lindhardt og Ringhof, 2004.