En kold nat i Moskva omkring 1938, dræber en tilfældigt forbipasserende et medlem af Centralkomiteen, kammerat Tulayev. Nu går politi og anklagemyndighed i gang med at lede efter morderen.
På grund af det tilfældige møde og manglende forbindelse mellem offer og morder, er sagen stort set umulig at opklare, men det stopper ingen, for der skal leveres resultater til den store leder, Stalin, for ellers!
Romanen er ikke en kriminalroman, men fortæller i 10 kapitler om den socialistiske revolution der blev til et terrorregime under Stalins ledelse. Om systemets klaustrofobiske magtpyramide, hvor det var alle mod alle for at undgå at blive den næste med en kugle i baghovedet eller en deportation med familie til en fjern afkrog af Sibirien.
Victor Serges fremragende roman er et mesterværk, smukt skrevet, ligefremt og endda poetisk, trods sit rædselsfulde tema, og nok den bedste roman jeg har læst i år. Synd den ikke er oversat til dansk.
Victor Serge (1890 – 1947) kendte systemet indefra. Det kan man læse om i hans erindringer En revolutionærs erindringer, som heldigvis findes på dansk. Den kan du læse mere om HER.
Victor Serge: The Case of Comrade Tulayev. New York Review Books, 2004 (1940-42). Forord af Susan Sontag.