Gode livslange venner af mig har pludselig mistet deres unge datter. Jeg kan vel dårligt begribe det fulde omfang og dybden af deres smerte og sorg, og jeg græder med dem.
Derfor bliver mandagsdigtet i denne uge i den sørgmodige ende, sidste vers af Dylan Thomas’ digt, And Death Shall Have No Dominion:
And death shall have no dominion.
No more may gulls cry at their ears
Or waves break loud on the seashores;
Where blew a flower may a flower no more
Lift its head to the blows of the rain;
Though they be mad and dead as nails,
Heads of the characters hammer through daisies;
Break in the sun till the sun breaks down,
And death shall have no dominion.