Den italienske forfatter og bogsamler (og filosof og essayist og professor i semiotik et cetera) Umberto Eco er, som de fleste vil vide, gået bort. Særligt for elskere af bøger og biblioteker, er det helt umuligt andet end at elske Ecos romaner og essays. Selv når han lod middelalderbiblioteker brænde op.
Han havde den gave, udover at skrive godt og finde på fede romanplots (som om det ikke var nok), at rumme både en for en udenforstående helt overdreven intellektuel, faglig viden (om mange ting) og en enorm viden om populærkultur og retiradelitteratur i alle dens alt andet en finkulturelle afskygninger.
I alle de bøger, jeg har læst af ham (og det er desværre ikke mange: kun tre), trækker han på sin viden, mest kendt nok i Rosens navn, hvor et middelalderkloster med et uvurderligt oldtids- og middelalderbibliotek, danner baggrund for en Sherlock Holmesk opklaring af først et mord (siden flere), klassisk begået i et ‘lukket rum’.
I Dronning Loanas mystiske flamme ligger den samme viden som underlag for en historie om en antikvarboghandler med en særlig form for hukommelsessvigt: han husker ikke sin familie eller sin barndom, men klart verdenslitteraturen. Et typisk Eco-plot.
Romanen virker nærmest som et påskud for at svælge i Umberto Ecos egne minder og viden om populærkultur, tegneserier, striber, eftermiddagsfilm, detektivhistorier og så videre. Som læser undskylder man ham hans påskud, for det er dybt underholdende.
Essaysamlingen Om spejle er en temmelig blandet affære, fra (dengang) meget aktuelle, italienske spørgsmål, hvor det er svært at være med, til, langt mere interessant, filosofisk-videnskabelige overvejelser om humor.
Mit favoritessay er Til Monte-Christos pris, hvor Eco intellektuelt først jævner Alexandre Dumas og romanen Greven af Monte-Christo med jorden, for derefter med både intellekt og hjerte at hæve romanen til hæder og tæt på værdighed.
Den fjerde Umberto Eco roman i mit bibliotek, Baudolino, har jeg ikke læst. Bør jeg, kære læser, læse Baudolino?
Du kan i øvrigt få en tur med Umberto gennem hans bibliotek.
did you see Umberto Eco walk through his home library? #instantbookgasm https://t.co/RAYNXIYmDN
— Lone Koefoed Hansen (@koefoed) February 22, 2016