Er du ligesom jeg bidt af gamle bøger, så er her 7 måder at finde dem på.

1. Ved du præcis hvad du vil have, er det nemmeste at købe dem på nettet. For dansksprogede bøger findes der to sammenslutninger af udbydere med hver deres hjemmeside. Den ene, www.antikvariat.net, har bøger fra antikvariater i hele Skandinavien, den anden, www.bogtorvet.net, dækker kun antikvariater i Danmark. Der findes altså ikke et site der dækker alle antikvariater i Danmark.

2. Antikvariater er stadigvæk ofte en fysisk butik, hvor man kan gå ind og ose og spørge om hjælp. Dine lokale antikvariater finder du ved at lave en søgning på www.degulesider.dk eller på www.krak.dk, eller du kan søge på www.google.com ved at skrive ‘antikvariat’ og den by du er i.

3. Genbrugsbutikker er et andet godt sted man kan lede, men her er udvalget afhængig af, hvad der lige bliver doneret, så man kan aldrig helt vide hvad der møder een. Bøgerne er oftest meget billigere end hos antikvariaterne, helt ned til 3-4 kroner per bind. Det er ikke alle genbrugsbutikker der har bøger (og Røde Kors har slet ikke), og der er meget forskel på hvor meget de har, men tjek nødorganisationernes hjemmesider for lokale genbrugsbutikker og tjek billeder og beskrivelser af de enkelte afdelinger ud. Kig især efter store afdelinger i forstæderne/udkanterne af byerne.

4. Er du helt pjattet med selve jagten på det gode fund, så er der naturligvis loppemarkederne. Der findes en samlet kalender for hele landet, www.markedskalenderen.dk, men det er desværre ikke alle der melder ind til den. Så man må også tjekke Gul & Gratis eller Den Blå Avis. Det bedste sted at kigge, er din lokale husstandsomdelte gratisavis. Det er højsæson lige nu, så det er bare med at komme afsted.

5. Er du lidt af en gambler, så kan du købe bøgerne via auktionssiden www.qxl.dk, som også har bøger. Her sælges de til højestbydende inden for et bestemt tidsrum, så det gælder om at have is i maven og afgive sit bud på det rigtige tidspunkt.

6. Rubrikaviserne har selvfølgelig også bøger og blade sektioner. Her Gul & Gratis og her Den Blå Avis online.

7. En del genbrugspladser er begyndt at have butikker, hvor de i stedet for at brænde skidtet sælger ud af det folk afleverer, som stadig kan bruges. Tjek din nærmeste genbrugsplads på nettet for at se om de er med på trenden.

Har du andre gode bogjægertricks end dem jeg har nævnt her, så giv meget gerne lyd i kommentarfeltet 🙂