Det er mig inderligt imod at have helte; meget få mennesker kan leve op til den status i andres øjne. Når man læser personportrætter i dagspressen, og den portrætterede bliver bedt om at nævne hans/hendes helt/-inde, så nævnes Nelson Mandela, Winston Churchill, Margaret Thatcher eller den til enhver tid siddende amerikanske præsident ofte. Men de har alle det til fælles, at de er magtmennesker, og magtmennesker af den kaliber har uden undtagelse altid lavet noget rigtig lort.
En der kommer tæt på at være en helt i mine øjne, er den franske oplysningsfilosof og encyklopædist Denis Diderot (1713-1784). Fra 1747-1772 skrev og redigerede han den første franske encyklopædi, trodsende pavelige bandbuller og jævnlige kejserlige forbud. Som en modstandsmand halvt i hemmelighed, stred han med at fuldføre denne vidunderlige opgave, at samle al kendt viden.
Diderot og hans forlæggeres udgangspunkt var Chamber’s engelske Cyclopedia i to bind, som i Diderot’s franske udgave endte med at blive 35 bind, herunder planche-, index- og supplementsbind. Da man var nået til ’G’, blev der nedlagt forbud mod at fortsætte af den franske regering, der var presset af kirken, der ingen interesse havde i at lade folket oplyse og nok også var fortørnet over den antikristelige tendens i værket.
Diderots medredaktør d’Alembert blev nervøs og smuttede fra projektet under presset, men Diderot blev stædigt ved. Man havde fået lov til at færdiggøre plancherne, så abonnenterne ikke blev helt snydt, og under det dække skrev man videre, og endte med at få lov til udgive resten.
Diderots personlige historie er den, at han i 1743 giftede sig med et surt løg, den tre år ældre Antoinette Champion, datter af en syerske. Dette ægteskab blev indgået mod Diderots fars vilje, hvorfor forældrene slog hånden af ham. Men Diderot møder også sit livs kærlighed med det smukke navn Sophie Volland (1716-1784), som han trods hendes moders modstand har et livslangt kærlighedforhold til.
Når Diderot var på rejser eller var optaget af sit arbejde, skrev han breve til Sophie, og en del af disse breve er bevaret og findes gengivet her i bogen. Kærlige breve fyldt med længsel og ømhed og milde bebrejdelser, når Sophie ikke har skrevet tilbage ofte nok.
Brevene er desuden fyldt med detaljer om Diderot’s arbejde samt familiære forhold. Bl.a. må Diderot mægle mellem sin søster og bror, der bor sammen, da faren dør og boet skal gøres op. Der fremgår også at Diderot jævnligt og utålmodigt må rykke bidragydere til encyklopædien for deres artikler, for han blev som redaktør betalt pr bogstav!
Jeg har læst cirka en tredjedel af bogen, og holder nok her. Selvom det er smukt skrevet og interessant, er jeg utålmodig og må videre til andre bøger. Men interesserer man sig for perioden og særligt for Diderot, så anbefaler jeg denne brevsamling varmt.
Bogen har fin indledning og kommentarer af Leif Nedergaard.
Denis Diderot: Breve til Sophie Volland. C.A.Reitzel, 1992. Oversat og kommenteret af Leif Nedergaard.