På verdens første råvarebørs i Amsterdam, forsøger den portugisiske jøde Miguel Lienzo i 1659 efter nogle dårlige handler at finde en handel der kan forvandle hans uheld (og gæld) til held (og rigdom). Sammen med en smuk købmandsenke planlægger han en genistreg, som med et skal gøre kaffe populær som handelsvare, dem begge rige og ham til en anset og betydningsfuld forretningsmand. Hemmeligholdelsen af planerne er altafgørende.
Miguels bror, som også er børshandler, bærer nag til ham og modarbejder ham i det skjulte. Det samme gør en anden forretningsmand og medlem af det jødiske råd, der skal påse at de jødiske mæglere ikke forbryder sig mod religiøse love. Men Miguel har heldigvis også forbundsfæller.
Vi er i den lettere hvem-snyder-hvem-genre, hvor venner bliver til fjender og fjender bliver til venner…..eller gør de? Middel underholdning en regnfuld sommerferiedag, men så heller ikke mere.
David Liss: Kaffehandleren. Cicero, 2004. Oversat af Jytte Kohlschen.
P.S. Det er som om, at da de skar bogen til, så kom de for tæt på, så afstanden mellem bogens øverste kant og øverste linje er alt for kort, hvilken er møg irriterende og sjusket.