Synge eller spille rock kunne Afzelius ikke, og det tog ham lang tid at lære at skrive gode sange. Det mente vennerne og kollegerne i hvert fald. Og da han endelige lærte det og fik succes, var tiden for politisk rockmusik ovre.
Egentlig fremstår den svenske sanger og musiker Björn Afzelius (1947-99) lidt afpillet i Espens Strunks biografi “Afzelius”, ikke kun professionelt, men også privat med forliste ægteskaber, fraværet fra sine børn og storforbruget af kvinder. Det sidste ved jeg i øvrigt ikke om er skidt. Det er bogens påstand, at Afzelius var et ordentligt menneske.
På den anden side sled og slæbte han sig til succes, og havde blik for hvilket hit Anne Linnets sang “Tusind stykker” kunne blive til i svensk udgave, “Tusen bitar”, og så var solidaritet og internationalisme ikke tomme begreber for ham, og slet ikke noget der var bundet op på etnicitet, som det er for så deprimerende mange nu om dage.
Afzelius havde godt tag i det danske publikum, da han var på toppen. Jeg husker ikke mig selv som kæmpefan. Jeg mener at have haft live-pladen “Danske nætter” på cd, men kan ikke finde den. For jeg ville gerne lige have undersøgt min egen reaktion på musikken idag. Det er blandt andet bogens påstand, at musikken er meget bedre og mere langtidsholdbar, end samtidskritikken mente.
Vil man lære musikeren og personen Björn Afzelius at kende, er Espen Strunks biografi udmærket. Den kommer godt rundt om både det ene og det andet, og der er både navneindeks og diskografi.
Kun har biografien en efterskrift, som mere end en efterskrift er en replik til kritikken af Espen Strunks forrige biografi om den danske musiker Benny Holst. Da jeg hverken har læst biografien eller kritikken, forekom efterskriftet mig uvedkommende.
Espen Strunk: Afzelius. Turbine Forlaget 2016