Forfatteren Dy Plambeck har kaldt Klaus Rifbjergs ‘Amagerdigte’, Dan Turèlls ‘Vangede billeder’ og sine egne ‘Buresø-fortællinger’ for ‘selv-geografiske’, i modsætning til ‘selv-biografiske’.
Det skal forstås på den måde, at det geografiske område er selvoplevet, mens indholdet og personerne sagtens kan være helt eller delvist opdigtet.
Jeg kan godt lide genren.
Rifbjergs ‘Amagerdigte’ er lige til at gå til, som Amager selv, fyldt med erindringer og oplevelser, beskrivelser af stort og småt, og samlet en registrering af maskuline storbyerindringer og storbybeskrivelser fra en del København, der ikke altid har haft det bedste ry.
Tempoet og stemningen i digtene skifter, men typisk for Rifbjerg skal vi rundt om barndomserindringer, kønslivet og dødsangsten, og byrummet naturligvis.
Der mangler hverken sproglig originalitet eller humor. I den morsomme ende, bliver for eksempel en smugkro til ‘nedhældning-central for langsomme høkerbajere -‘.
Jeg tror mange foragter Amagerbrogade
min pragtfulde hjerteflod
(fra ‘Hjertefloden’).
Klaus Rifbjerg: Amagerdigte. Gyldendal, 1965.