“84 Charing Cross Road” er en smuk samling breve mellem den New York-boende forfatter Helene Hanff og den London-baserede antikvarboghandler Frank Doel i årene 1949 til 1968.
Helene Hanff er forfatter uden den store succes. Hun har prøvet skuespil uden, men i en tv’s barndom har hun en vis succes med manuskripter til tv-drama – indtil det meste af tv-produktionen flyttes til Californien.
Helene Hanff er interesseret i engelsk literatur, og i de rigtige udgave, så hun begynder at købe sine bøger hos et antikvariat i London, Marks & Co. Brevene fra Helene er sjove og underholdende, mens brevene fra antikvaren Frank Doel er kortfattede og korrekte. Det bliver de naturligvis ikke ved med være. Helenes vittige tone og de madforsyninger hun trods sin relative fattigdom, sender til Frank og det øvrige personale hos Marks & Co. i det forarmede efterkrigs-London, bryder snart isen.
Så meget, at brevene fra Frank ofte indeholder hjertelige indbydelser til Helene om at komme til London, men hun når det ikke, inden Frank dør efter kort tids sygdom i julen 1968.
The Duchess of Bloomsbury Street
Helene Hanff tager faktisk til London i sommeren 1971. Da hun samlede midler og mod nok til turen. Det handler fortsættelsen “The Duchess of Bloomsbury Street” om. På det tidspunkt er Marks & Co. lukket ned, men Helene modtages af Franks kone og datter og af sønnen til en af ejerne af antikvariatet, og en hel masse andre mennesker, der gerne vil møde forfatteren af “84 Charing Cross Road”, for det er den formelle årsag til rejsen. Helene har udgivet bogen med korrespondancen mellem hende og Frank, og den har opnået meget omtale i London.
Samtidig former rejsen til London sig også nærmest til en pilgrimsrejse til det hellige land, for Helene har drømt så meget om London og skab så mange billeder om byen, via al den litteratur hun har købt i Marks & Co. og læst. Hun tager rundt og ser slotte, parker, bydele og kirker, og udvalgte forfatteres gravsteder.
Forfatteren og antikvariater
Hvor gad jeg godt have mødt både Helene og Frank i levende live. Hun virker supervittig og charmerende, belæst og med en fin iagttagelsesevne, også når hun ser på sig selv udefra. Han med en naturlig venlighed ydmyghed, og med en enorm viden om sit fag, og den naturlige ro og besindighed der skal til i et fag, hvor det kan tage flere år at efterkomme kundernes ønsker.
Som læsere minder Helene og jeg på et par punkter uendeligt lidt om hinanden, afslører hun i “The Duchess..”.
My problem is that while other people are reading fifty books I’m reading one book fifty times.
Jeg kan godt lide at læse den samme bog flere gange, hvis den er virkelig god eller får stor betydning for mig, men ikke i så ekstrem grad som Helene Hanff gør.
I despair of ever getting it through anybody’s head I am not interested in bookshops, I am interested in what’s written in the books.
Jeg kan dårligt gå forbi en boghandel uden at gå ind og kigge, selv når jeg er i et land, hvis sprog jeg ikke læser. Men når men ved at hun havde det sådan, er det ikke så mærkeligt, at det blev til en samling breve i stedet for en række møder med Frank.
Men skidt nu med det. “84 Charing Cross Road” og “The Duchess of Bloomsbury Street” er et par charmerende bøger, især “84 Charing Croos Road”, der er så underspillet og fin i tonen og med sin inddirekte måde at lære læserne de to hovedpersoner at kende på.