Tager man et kig ned over Lars Jespersens cv, er der ikke meget der indikerer, at her skal fødes en skønlitterær forfatter. Tværtimod er cv’et fyldt med den hurtighed og dagsaktualitet, der er journalistikkens dna: radio, tv, avis og siden en karriere som leder i mediehuset NORDJYSKE.
Men måske husker familien den side af Lars, for allerede som 11-12-årig skrev han halv- og helsides historier på mosterens skrivemaskine, og købte også sin egen skrivemaskine, så snart han fik råd.
Undervejs i livet har han med jævne mellemrum stoppet op fra sin travle karriere og familieliv, og overvejet at genoptage den passion, men uden at kunne finde tiden til at fokusere nok.
Men da han så traf beslutningen om at forlade posten som chefredaktør på NORDJYSKE Medier, vidste han, at nu skulle det være. Helt uden at vide om han havde evnerne til stå distancen, kastede han sig ud i skriveriet, dels for at have noget at stå op til hver morgen, dels for at afprøve sin drengedrøm.
I dag er Lars Jespersen 58 år gammel, gift og far til to døtre og bor i Nørresundby med familien og hunden Laban. Og han kan udover sine meritter i medieverdenen skrive forfatter på cv’et, for 8. September udkom den historiske roman “Boghandlerens søn” på forlaget Hovedland.
Til min podcast Bogstavsamleren, har Lars i tre podcatsafsnit fortalt om sin nye bog.
Boghandleren søn (1:3)
Bogstavsamleren interviewer forfatterdebutanten Lars Jespersen om sin vej fra chefredaktør i et stort mediehus til skønlitterær forfatter. Lyt her.
Boghandlerens søn (2:3)
Bogstavsamleren interviewer Lars Jespersen om sin helt nye historiske roman, “Boghandlerens søn”, der foregår i Aalborg og omegn (men også lidt i Amsterdam) 1624-28, om handlingen og romanens hovedpersoner. Lyt her.
Boghandlerens søn (3:3)
I tredje og sidste afsnit fortæller Lars Jespersen om hvordan han har grebet det an, at skrive en historisk roman. Hvad skulle der til af research, læsning og vandreture med hunden Laban? Og hvad er et oksehoved? Lyt her.