Warshawski bliver opsøgt af sin faster Elna, familiens sorte og alkoholiserede får, som beder om en seng, da hendes pensionat er nedbrændt. V.I. siger ja for en nats skyld, og installerer hende dagen efter i et nyt pensionat. V.I. er vant til Elnas utroværdige historier, så hun beslutter at gå den efter i sømmene. Branden viser sig at være rigtig nok, og oven i købet påsat, så snart er V.I. ansat af forsikringsselskabet til at opklare hvem der kan stå bag.
Samtidig dukker Elna op med en veninde fra det nedbrændte pensionat, narkomanen Cerise, som ikke kan finde sin mor og sit 14 måneder gamle barn. Elna og Cerise vil have V.I. til at finde ud af, om de døde i branden eller hvor de ellers kan være.
Begge spor flyder som altid sammen, og afslører dyb korruption og grådig i de rigere lag og i det politiske liv i Chicago.
Brandsår er Sara Paretskys 6. roman om privatdetektiven V.I. Warshawski, og ligeså spændende som altid. En kvindelig 90’er udgave af Philip Marlowe, egenrådig, klarhjernet og kampklar og med hjertet det rette sted. Den giver også et solidt tværsnit af det amerikanske samfunds vrangsider og har masser af action og rappe replikker.
Blandt de faste bifigurere er Dr. Herschel, naboen Mr. Contreras og journalisten Ryerson. Som altid spiller V.I. afdøde forældre også en stor rolle i bogen: Gabriella, der flygtede fra fascisterne i Italien til USA, og faren, der var af polsk afstamning og en hæderlig politimand. Begge døde efter sygdomsforløb.
Sara Paretsky: Brandsår. (Burnmarks). Fremad, 1992 (1990). Oversat af Arne Herløv Petersen.