Veza Canetti (1897 – 1963) er måske bedst kendt for at være gift med Elias Canetti og optræde i hans berømte erindringsværk, Faklen i øret, men hun skrev også selv. For eksempel offentliggjorde hun en del i arbejder-avisen Arbeiter-Zeitung i Wien.

I Den gule gade fortæller hun i fem kapitler fra læderhandlergaden i det jødiske kvarter i 1930’ernes Wien, om gadens beboere og deres hverdagsdramaer på liv og død.
I første kapitel møder vi den grimme krøbling, der kaldes Die Runkel (på dansk: runkelroe = foderroe. Kan også på dansk bruges i overført betydning om en af udseende grov person, har jeg læst mig til), der ejer en aviskiosk og en sæbekiosk. 
Die Runkel køres rundt i rullestol af en tjenestepige. Træt af livet forsøger hun at give tjenestepigen hastige, modsatrettede og forvirrende kommandoer, så rullestolen triller ud i trafikken, men i stedet afværger tjenestepigen den livstruende situation med sit eget liv. 
Senere fyrer die Runkel en af sine populære ansatte i aviskiosken, men de lokale beboere går en efter en i dennes forbøn hos die Runkel, men hun holder fast i fyringen, for aldrig har hun, den grimme krøbling, fået så meget opmærksomhed før.
Sammen med de øvrige beretninger bliver fortællingerne til en virtuos kvartersroman fra storbyen Wien, hvor kærlighed og ensomhed, rigdom og fattigdom, frihed og slaveri, trives side om side som det nu til alle tider har gjort og gør i et kvarter i en storby. Gribende, ond og gennemskuende og rigtig godt fortalt.
Det har taget mig meget lang tid at læse den lille roman på 154 sider. På min Goodreads-side kan jeg se, at jeg startede 28. maj 2012 og først blev færdig 2. august 2013!
Det skyldes dels at det østrigsk-tyske har voldt mig problemer, men også fordi jeg af andre årsager havde så lange stop med læsningen, at jeg måtte starte forfra hver gang jeg skulle igang igen. Ikke den optimale måde at læse på. 
Men det har altså intet med bogens kvaliteter at gøre. Den er fremragende. Da jeg startede forfra her i sommerferien, tog det mig en dag at læse den. Den findes næppe på dansk, desværre, men er du tysklæsende, anbefaler jeg den varmt.
Veza Canetti: Die Gelbe Strasse. Fischer Verlag, 1993. Forord af Elias Canetti.