For år tilbage hørte jeg digteren Erik Stinus læse op af sine digte, en forrygende oplevelse, intet mindre. Blandt andet et digt, jeg ikke husker i detaljer, men som nærmest var en kærlighedserklæring til det USA, der kunne gøre så meget godt i verden, hvis det bare ville.

I september i år har Erik Stinus 50 års digterjubilæum. I den anledning udgives et udvalg af digtene på Borgens Forlag, en samling på 400 sider.

Mens jeg utålmodigt venter på den udgivelse, genlæste jeg digtsamlingen ’Febertoget’ fra 1993. Digtene varierer i længde, form og rytme, og har forskelligt udgangspunkt. Som startdigtet ’el cuándo’ der over næsten 6 sider fortæller om rejsen fra Andesbjergenes toppe til Stillehavets bølger.

En del af digtenes udgangspunkt er hverdags ting, som et Jehovas vidne der ringer på eller agern der bumper ned på taget, eller som i det korte søde digt ’Morgen og aften i København’:

Buyp buyp siger det i gaderne
Ejerne snakker med deres biler

En del handler om kærlighed, og virker inspireret af den chilenske digter Pablo Neruda (som Stinus har oversat til dansk).

Og så er der naturligvis det politiske, som findes næsten overalt, men også udpræget som i digtet ’Flagene og fødderne’:

Det land som eksporterer knowhow
I menneskerettigheder
Eksporterer også landminer, torturinstrumenter,
Knowhow i krigsførelse og undertrykkelse.
Det land som eksporterer demokrati
Overfører i den fri pengebevægeligheds navn
Midler til diktatoriske magthavere,
(….)

Digtet, udgivet i 1994, er nærmest profetisk når man ser på USA’s (og Danmarks) politik i mellemøsten og Sydamerika…..eller måske er sandheden snarer, at der intet nyt er i den politik!

Eller digtet ’Reformationstid’, en slags status efter murens fald, på det 20.århundrede:

Dengang, med det meste af århundredet forude,
Ventede få at dø en naturlig død.
Anklagebænken blev en talestol,
Fængsel en hæder.

Erik Stinus er sej til at finde på nye ord og omskrivelser. Evergreens bliver til mindevækkere, spillemaskine bliver til mirakel-kassen, tv-antenner til tv-gevirer, eller ord som midnatssneen, vinterstivhed, og bladødslende birk.

Erik Stinus: Febertoget. Vindrose, 1994.