Ny afdeling og ny chef
Vicekriminalkommissær Carl Mørck bliver chef for den nyoprettede afdeling Q ved Københavns Politi. Afdeling Q er oprettet for at please populistiske politikere, og skal genoptage henlagte sager, især de mere spektakulære af slagsen.

Mørck starter med den 5 år gamle sag om den unge folketingspolitiker Merete Lynggaard, der forsvandt på en Scandlines færge efter et håndgemæng med sin hjerneskadede bror Uffe. Var det selvmord? Var det Uffe? Hvad skete der?

Politisjusk
Mørck opdager hurtigt at den gamle opklaring af sagen er præget af sjusk, men heldigvis viser det sig, at hans tildelte altmuligmand Hafez el-Assad, som ud over Mørck er eneste ansatte i Afdeling Q, kan meget andet end at vaske gulv og lave kaffe, og snart støver de nye spor op. Jeg skal ikke røbe mere af handlingen her, men rigtig spændende er det.

Vores nye helt
Carl Mørck er en uomgængelig enspænder, som netop har været involveret i et skyderi, der kostede en kollega livet og en anden førligheden fra halsen og nedefter. Mørck har dårlig samvittighed over episoden. Samtidig er han privat separeret fra sin kone, dog uden at forholdet er helt afklaret. Han er en skarp opdager, men altså følelsesmæssigt et åbent sår, som den labre krisepsykolog Mona Ibsen forsøger at udrede.

Jeg fattede hurtig sympati for vor helt, og konstellationen med Hafez el-Assad som ikke-politimanden, som alligevel bliver en makker i efterforskningen, er skæg og sjovt fundet på. På papiret overhovedet ikke et troværdigt påfund, men det holder.

Ferm krimiforfatter
Adler-Olsen er i det hele taget god til at præsentere de rigtige personer som sympatiske, og til at skabe spænding og nysgerrighed fra kapitel 1. Fortællingen er fortalt fra Mørcks pov, og så er der drysset kapitler ind med flash-backs fra Merete Lynggaards pov. Hun er også spændende og interessant beskrevet.

Jussi Adler-Olsen er også god til at bruge den mere nørdede viden i handlingen på en elegant måde, fx politireformen og ny titulering inden for politiet, og vores helts sårbare kynisme frembringer sjove indfald og formuleringer, som fik mig til at grine.

Der er kun en ting der trækker ned, og det er at det er for let at gætte motivet. Men ellers ganske overbevisende første bind i serien om vicekriminalinspektør Carl Mørck, som jeg har fået rigtig meget lyst til at læse mere om.

Jussi Adler-Olsen: Kvinden i buret. Politikens Forlag, 2008.