Vi befinder os i vinteren 1902. I Rusland er forarmelsen og undertrykkelsen så massiv som nogensinde. I Schweiz sider Lenin og andre revolutionære politiske flygtninge og skriver lange bøger og artikler om hvordan Zaren skal væltes og hvad der skal ske, når de får magten, mens deres kammerater inde i Rusland illegalt forsøger at organisere partiapparatet og revolutionen. De to grupper konspirerer det bedste de har lært, men deres illegale kommunikationslinje over grænserne er spinkel og Zarens hemmelige politi puster dem konstant i nakken.

Vi kommer ind i historien, da vores helt Bauman smugles over grænsen til Rusland. Bauman blev dømt til forvisning i Sibirien, men flygtede til Schweiz, og nu er han altså på vej tilbage. Han skal organisere avisen Iskra og partiorganisationen. Først deltager han i planlægningen af en strejke på et bomuldsspinderi uden for Moskva (som på dette tidspunkt er residens for Zaren, men ikke regeringshovedstad, det er Skt. Petersborg). Han organiserer hurtigt nogle gode folk, men lige så hurtigt får det hemmelige politi færden af dem ved hjælp af en stikker blandt arbejderne.

Bauman undgår arrestation og tager til en hemmelig konference i Kiev. Den er dog ikke særlig hemmelig, politiet ved alt og opsnapper de delegerede en efter en. I fængslet sidder Bauman sammen med 10 andre ledende revolutionære. Det lykkedes de fleste af dem at flygte og Bauman tager igen til Schweiz.

I december 1903 tager Bauman tilbage Rusland under dække. Nu er situationen forværret på grund af en splittelse i Ruslands Socialdemokratiske Arbejder Parti (som kommunisterne kalder deres parti). Leninfløjen, bolsjevikerne er de militante her-og-nu revolutionære der kræver handling, mens mensjevikerne er de tøvende og passive der mener at dårlig økonomi med tiden vil vælte zaren af sig selv.

Mensjevikerne har sat sig på avisen Iskra, de kontrollerer transport- og pengemidlerne, og senere får de også flertal i Centralkomiteen. Bauman må nu ikke bare forsøge at undgå zarens hemmelige politi, men må også bruge mange kræfter på at kæmpe på de interne linjer. Det kommer til et åbent brud mellem de fløje, da mensjevikerne vælger at gå fra passivitet til aktivt at ødelægge bolsjevikernes arbejde.

Bauman tages atter af det hemmelige politi og smides i fængsel. Herfra har han dog endnu bedre tid til at organisere og rådgive i kampen.

Vi er nu nået frem til 1905 og bolsjevikerne har genvundet kontrollen med partiet og har nu så godt tag i arbejderne, at de holder åbenlyse massemøder og revolutionen er ikke langt væk. Der er mere brug for Bauman udenfor end indenfor i fængslet. Han går derfor i sultestrejke, og svækket løslades han da også. Straks er han i gang igen, men faren lurer. Moskvas genralguvernør har besluttet at kappe hovedet af partiet, ved at slå dets leder i hjel. Under et demonstrationsoptog tæver politispioner Bauman i hjel. Begravelsen bliver dog en kæmpe manifestation for partiet og de revolutionære på grund af den massive opbakning.

Bogen er velskrevet og spændende som en kriminalroman. Man får et indblik i det illegale arbejde, de interne fløjkrige og den er ikke uden humor. Da Bauman sultestrejker i fængslet, forærer statsadvokaten ham en udgave af Knut Hamsuns ’Sult’ 🙂

Samtidig er det også en bog der er dybt loyal overfor Lenins autoritære kommunisme. En af dets sygdomme (blandt flere) er den semi-katolske helgenkåring af partiets teoretikere og leder: ”…når vi taler om partiet, taler vi om Lenin. Og når vi taler om Lenin, taler vi om partiet.” (side 253)

Jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvorfor et parti der så gerne vil organiserer fra neden og skabe et samfund for alle, ender med at være så autoritært og topstyret.

Forfatteren Mstislavskij levede 1876-1943, og Bauman, som er en virkelig person, levede fra 1873 til 1905 (det er desværre ikke lykkedes mig at finde online information om forfatteren).

P.S. Dem der følger med i sagaen om Blekingegade-banden i bøger og på tv, kan jo lige bemærke hvem oversætteren af denne roman er 🙂

P.P.S. Om Hamsuns ‘Sult’: “Hvor vovede denne Knut Hamsun at gengive et svagt billede af, hvad han troede, sult var, når der eksisterede virkelig sult i verden? Sult, der gnavede ens indvolde, greb en i struben, drev en til kannibalisme, eller som strøede døde legemer over hele områder! Eller den usynlige, uhørlige, tavse sult i arbejderdistrikterne, der kvalte børnene og gjorde unge ansigter grå som jord. Ikke eet ord om dem! Da han skrev sin 300 sider store roman om en borgerlig voms krav, mente forfatteren da, at han havde fundet et godt emne? Hvor vovede han at kalde det sult?” (side 324)

Sergej Dmitrievitj Mstislavskij: Forårsbebuderen. Historien om Bauman. Forlaget Oktober, 1977 (1937). Oversat af Gottfred Appel (1958).